Coronanyt

Øget sikkerhed i Randers Sundhedscenter

I takt med de nyeste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen åbner flere sundhedstilbud i Randers Kommune. Sikkerhed og tryghed bliver prioriteret højt, og besøgende i Randers Sundhedscenter vil opleve afstandsmarkeringer, plexiglas og personale iklædt værnemidler.
Under hele coronakrisen har der været adgang for borgere med akut behov for hjælp til blandt andet tandbehandlinger og rehabilitering i Randers Sundhedscenter. Nu åbner Randers Kommune for flere sundhedstilbud, og derfor vil flere borgere få deres gang i sundhedscenteret. De nye regler for hygiejne og sikkerhed medfører dog, at personalet ikke kan tilbyde samme omfang af tilbud endnu.
– Vores primære opgave er at passe på de borgere, der kommer i Randers Sundhedscenter. Flere af dem er i risikogruppen for at få alvorlige følger af smitte med coronavirus, og derfor skal det være så trygt som muligt at færdes i sundhedscenteret,” siger Tue Linderoth, leder af Randers Sundhedscenter.
Personalet er derfor ekstra påpasselige med at overholde samtlige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Det indebærer blandt andet ekstra rengøring, afstandsmarkeringer, færre møbler, plexiglas og personale iklædt værnemidler.
Prioritering af tilbud fører til ventetid
På en god dag før coronakrisen gik op mod 1.500 mennesker ind og ud af dørene i Randers Sundhedscenter for at benytte sig af de kommunale, regionale og private tilbud i bygningen. Det er nødvendigt at begrænse dette antal for at sikre den lavest mulige risiko for smittespredning.
– På baggrund af reglerne for afstand og hygiejne må vi for eksempel begrænse antallet af deltagere genoptræningshold. Et besøg hos tandlægen tager også længere tid, fordi personalet skal iklædes værnemidler og rengøre mere efter hvert besøg. Det medfører desværre ventetider – siger Tue Linderoth.
Så vidt muligt tilbyder det sundhedsfaglige personale også virtuel kontakt med borgere; blandt andet i forbindelse med rygestop, livsstilshold og individuelle samtaler.
Hvis besøgende i Randers Sundhedscenter udviser symptomer på sygdom, bliver de sendt hjem med det samme. Personalet opfordrer til, at man aflyser sin tid pr. mail eller telefonisk, hvis man har symptomer som hoste, feber og generel utilpashed.

Kommentarer