112 og retsvæsen

Østjyderne føler sig trygge og har stor tillid til politiet

For første gang har politiets tryghedsmåling undersøgt borgernes tryghed og tillid til politiet i alle landets kommuner. Resultatet for de syv østjyske kommuner er positivt.
87,5% af borgerne i Østjyllands politikreds giver i politiets seneste tryghedsmåling udtryk for, at de føler sig grundlæggende trygge i deres nabolag. I de syv kommuner, der hører under Østjyllands politikreds, ligger andelen af borgere, der føler sig trygge i deres nabolag, på mellem 87% og 94%, og det glæder politidirektør Helle Kyndesen.
– Det er helt afgørende, at man føler sig tryg, der hvor man bor og færdes til dagligt, og det har vi i politiet en stor del af ansvaret for. Derfor er det naturligvis meget tilfredsstillende for os, at så stor en andel af østjyderne giver udtryk for, at de føler sig trygge i deres nabolag,” siger hun.
Samsingerne er mest trygge
Det er syvende gang, politiet har gennemført en tryghedsmåling. I år der for første gang resultater fra alle de østjyske kommuner, og det er samsingerne, der scorer højest på tryghedsskalaen. Også de to Djurslands-kommuner ligger i den høje ende, mens Randers og Favrskov scorer lavest.
Generelt er trygheden i alle kommunerne dog høj, også når man sammenligner med resten af landet. Og det er et godt udgangspunkt for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, mener næstformanden i Østjyllands Politis kredsråd, Syddjurs-borgmester Ole Bollesen.
– Den nye måling af tryghed bekræfter den oplevelse, jeg har i mit daglige virke. Borgerne føler sig trygge og har stor tillid til politiet på tværs af hele Østjylland. Det kommer af en lokal tilstedeværelse og et godt samarbejde mellem kommune og politi. Fra kommunernes side vil jeg gerne rose Østjyllands Politi for deres vilje og fleksibilitet i samarbejdet, det er vi afhængige af, når vi sammen skaber forudsætningerne for et trygt liv i byerne og på landet – siger han.
Voksende tillid i særligt udsatte boligområdet
Undersøgelsen viser også, at østjyderne fortsat har stor tillid til, at politiet står klar til at hjælpe, hvis man har brug for det. I årets undersøgelse er det særligt bemærkelsesværdigt, at tilliden til politiet i de særligt udsatte boligområder i Aarhus, Gelleupparken/Toveshøj og Bispehaven, er steget markant sammenlignet med de tidligere år.
– Sidste år flyttede vi ind i vores nye lokaler i Blixens, hvilket har gjort, at vi er mere synlige og tilgængelige, og vi tror, at de fleste borgere i det vestlige Aarhus nu ved, at der er en lokalpolitistation i deres nærområde. Vores betjente sørger også for at være synligt til stede, der hvor borgerne er, både i det vestlige Aarhus, men også i resten af politikredsen, blandet andet med vores mobile politistation. Den synlighed tror jeg gør en forskel for borgernes tillid til politiet – siger politidirektør Helle Kyndesen.
I gennemsnit svarer 86% af østjyderne, at de har tillid til politiet.
Læs mere om tryghedsmålingen HER

Kommentarer