112 og retsvæsen

Opdateret: Den fundne druknede i Gudenå er en kvinde

Beredskab og Sikkerhed og Østjyllands Politi har siden sidste weekend finkæmmet området omkring Den Blå Bro og Naturcenter Randers i håb at finde spor af den efterlyste 32-årige Iuliia Tytarchuk fra Randers.

Østjyllands Politi bekræfter søndag eftermiddag, at den person, som i formiddags blev fundet druknet i Gudenåen ved Naturcentret, er en kvinde. Om der er tale om den eftersøgte 32-årige Iuliia Tytarchuk med bopæl i Randers, som forsvandt forrige fredag, vil politiet endnu ikke udtale sig om.
– Der er tale om en kvinde, og hun blev fundet liggende i et område med siv. Hun blev fundet af to personer, der var ude at sejle søndag, udtaler politikommissær Bo Christensen ved Østjyllands Politi til Randers Amtsavis. Politiet stadig er på stedet, hvor man er i gang med undersøgelser og identifikation af den afdøde.
Siden fredag 15. maj er der netop i området ved Naturcenter Randers, blevet ledt efter den 32-årige Iuliia Tytarchuk. Kvinden var gået fra sit hjem fredag 15. maj ved 18-tiden og vendte ikke tilbage. Det fik kvindens mand til at melde hende savnet sent fredag aften.
Siden sidste weekend har der været foretaget en intens eftersøgning med hunde, helikoptere og både, dog uden resultat. I fredags fandt en borger en taske med Iuliaa Tytarchuks personlige ejendele ved Gudenåen tæt på Randers Naturcenter.
Liget af den fundne kvinde bliver søndag transporteret til retsmedicinsk institut i Aarhus, og Østjyllands Politi vil først i morgen mandag melde mere ud om sagen.

Kommentarer