Debatindlæg af: Christina Kjærsgaard, Medlem af Randers Byråd for Venstre.
I den bedste kommune af alle verdener, så sad vi alle 31 byrådsmedlemmer om et bord og blev enige om et budget for Randers Kommune. Vi blev siddende, til der så at sige kom hvid røg op af skorstenen.
Vi blev enige om lige præcis det serviceniveau, som på bedste vis tilgodeså småbørn, specialbørn, skolebørn. Vi blev enige om de bedst mulige vilkår for hele familieområdet, de udsatte borgere, de gravide og de overvægtige. Og sidst men ikke mindst for vores ældre borgere.
Anlægsbudgettet var vi, i den ideelle verden, også helt enige om. Her ville vi gerne, i det omfang pengene kunne række, give vores borgere de bedste børnehaver, skoler blev renoveret, sportshaller blev bygget inden de faldt sammen og plejehjem blev ikke lukket. Vi ville være enige om, at hullerne i vejene hvert år skulle fyldes med asfalt i stedet for, at trekantede skilte skulle stå i rabatten i månedsvis. Vi ville prioritere flere cykelstier og sådan kunne jeg blive ved.
Men som med vores privatøkonomi, så hænger indtægter og udgifter uløseligt sammen.
For mig at se, så er den helt stor achilleshæl i vores kommune: bosætning!
I aftalepartiernes budget er der afsat penge til at kompensere for den vigende/manglende bosætning.
I Venstres fremlagte budget tror vi så at sige på den medicin, som vi selv udskriver, nemlig en vækst på 200 borgerere i hvert af overslagsårene.
I Venstre tror vi på, at vi med det fremlagte budget kan have de “varer” på hylderne, som nye borgere ønsker.