Derfor er jeg stolt og glad for, at jeg sammen med resten af Byrådet i Odense, har sagt ja til at gøre plads til flere flygtninge fra Ukraine, hvis der kommer flere end Folketinget forventer med særloven.

Jeg forsøger ikke, at bilde mig selv ind, at jeg på nogen måde kan forstå, eller sætte mig ind i, de følelser de itu revne familier gennemgår. Men jeg ved, at vi har et særligt ansvar i Danmark fordi Ukraine er vores nærområde.

Hvis du har lyst til at læse den tale jeg holdte i byrådet, så kan du læse den herunder. Jeg har også vedhæftet billeder fra Maidan-pladsen, og det mindesmærke, der er rejst for frihedskampen i 2014. Billeder jeg tog på min tur til Ukraine i 2018.

Slava Ukraine

______________________

Vi forfærdes alle, når vi ser de uhyggelige billeder fra Ukraine. Billeder af boliger og hospitaler som smadres af bomber, og hvor helt uskyldige civile liv mistes i tusindvis. At mennesker skal berøves livet fordi en gal mand vil have mere magt overstiger, hvad jeg overhovedet kan forstå. Ja, for de fleste af os er det nok – heldigvis – så helt og aldeles uvirkeligt, at vi kun kan distancere os selv fra det.

Men vi bliver nødt til at holde hovedet koldt. For nu får vi også en forpligtelse. En del af de kvinder og børn som har mistet deres hjem og som er i overhængende fare finder vej til Danmark – og til Odense. Dermed bliver deres liv, vores ansvar.

Selvom vi ikke kan begribe hvilke tanker, følelser og frygt som påvirker de kvinder og børn, der kommer til os, så skal vi naturligvis tilbyde vores hjælp.

Vi skal hjælpe, de ukrainske kvinder der kommer til Danmark. Og forsøge at skabe mest mulig tryghed for dem. Hjælpe dem i arbejde, hvis de kan.

Vi skal hjælpe, de ukrainske børn der kommer til Danmark. Det er et helt særligt ansvar. For børn skal kunne møde verden med tillid. Og selvom den tillid er brudt, så er det netop vores opgave at vise dem, at verden stadig er god – og at de værdier, som deres fædre kæmper for hjemme i Ukraine – at de værdier findes også her, og at de intet har at frygte her.

For vi skal også beskytte kvinder og børn for, at de ukrainske mænd har noget at kæmpe for. Uden at være bange for familiens sikkerhed. For de, som i dag – på vores vegne – kæmper for demokrati og frihed er ikke blot soldater. Det er fædre, brødre og onkler – og ofte civile – som slås for børnenes skyld. Fordi de ikke ønsker at deres børn skal vokse op i et voldeligt og undertrykkende system, men i fred, frihed og demokrati.

Det er også for deres skyld. Og for deres kamps skyld – og dermed for vores egen skyld – at vi skal beskytte og hjælpe de ukrainske kvinder, og børn som finder vej til Odense.

Putins overfald på det frie og demokratiske Ukraine er skræmmende og uhyggeligt. Og i realiteten er det også et overfald på os. For uanset Putins undskyldninger, så skyldes overfaldet i sidste ende en frygt for demokrati og frihed. Fordi der ikke er plads til politiske ledere, som Putin i et frit og demokratisk samfund.

Dermed påvirker de overgreb Putins tropper dagligt begår mod Ukraine og det russiske folk os, på så mange planer. Både som demokrater og mennesker. På det menneskelige plan er Kiev – Ukraines hovedstad – vores venskabsby. Dermed har vi en særlig samhørighed med Ukraine. Og derfor er det i virkeligheden helt surrealistisk at vi sidder stille og roligt, pæne i tøjet, her i salen og diskuterer nogle hundrede flygtninge og nogle millioner, mens Kievs borgmester – den tidligere bokser – Vitalii Klitschko går rundt i sin by med skudsikker vest og maskinpistol.

På det helt personlige plan har jeg besøgt Ukraine flere gange. Både Kiev og de østlige provinser. At se de områder hvor jeg har gået, blive smadret af bomber og tænke på, at flere af de – venlige og imødekommende – mennesker jeg har mødt, brutalt bliver myrdet, alene fordi de tillader sig at forsvare deres hjem og deres frihed.

Jeg drømmer om snart igen at kunne spadsere op til Maidan-pladsen. Dér hvor ukrainerne vandt over en diktator og hans korruption i 2014. Og hvorfra de siden har forsøgt at opbygge et land baseret på demokrati og frihed. Et land som kunne indtage sin retmæssige plads som en del af Europa.

Jeg var der senest i 2018, og så hvordan man på Maidan-pladsen mindes de unge mennesker som ofrede livet for friheden i 2014. Nu myrdes tusinder af deres venner, fordi Rusland frygter folkets frihed.

Det er så tragisk som det kan blive.

Putins handlinger vil gå over i historien. Og den her krig slutter ikke, førend han er bragt til ansvar for sine handlinger.

At den her situation er HELT særlig, bør ingen kunne være i tvivl om. Både i sin pludselige opståen og dens enorme brutalitet, og fordi den foregår hos vores nabo. Derfor er det naturligt at vi gør en særlig indsats og at det danske folketing har vedtaget en særlov. Fra Odense Kommunes side bør vi også gøre en særlig indsats. Både når det gælder om at hjælpe alle dem vi overhovedet kan, og om at gøre tingene så godt, hurtigt og smidigt som det er muligt for os.

Og det er dét, vi kan beslutte at gøre i aften.

Det er et meget lille bidrag til ukrainernes kamp for os og vores værdier. Og jeg ville ønske, at vi kunne gøre meget mere. Men lad os nu i det mindste prøve at sikre trygheden for kvinder og børn, og lidt mere ro for de ukrainere, som kæmper for os.