Ti priser uddelt ved årets festlige Sportsfejring 2019 fredag aften
Mere end 300 gæster var fredag aften samlet i Arena Randers ved uddelingen af 10 lokale sportspriser. Wall of Fame blev et medlem rigere i form af en tidligere OL-deltager, mens aftenens helt store vinder blev Malene Kejlstrup Sørensen fra Randers BMX. Hun blev kåret som både Årets Sportsnavn og årets talent.
Det er niende gang, der holdes Sportsfejring i Randers, hvor der uddeles priser til udøvere og ildsjæle i ti kategorier.
17-årige Malene Kejlstrup Sørensen havde gjort sig fortjent til hæderen gennem sine flotte præstationer i 2019. I løbet af året har hun vundet hele tre juniorafdelinger af European Cup og blev samlet nummer to. Malene Kejlstrup Sørensen vandt ligeledes guld til ungdoms-DM for sjette gang i træk. Ligesom det blev til guld ved de nordiske mesterskaber for juniorer.
Hendes engagement og bevidsthed om at blive den bedst mulige udgave af sig selv, kommer især til udtryk ved hendes store træningsindsats. Malene tager for eksempel gerne toget fra Randers til København og hjem igen samme dag med cykel og fuld oppakning for at træne på en større bane.
Malene Kejlstrup Sørensen er også en del af Danmarks Cykle Unions talenthold og har allerede fået sin debut på højeste niveau med eliten. Det er denne indsats som fredag aften blev belønnet.
“Det var mere end jeg regnede med. Talentprisen havde jeg håbet på at få, men Årets Sportsnavn havde jeg slet ikke regnet med. Det er helt sindssygt”, siger hun med henvisning til det stærke felt, der var nomineret til prisen som Årets Sportsnavn. Malene var nemlig oppe i mod både atletikudøver Louise Østergård, motocrosskører Line Dam Nielsen og cykelrytter Mads Würtz Schmidt.
Se også billedserien af fotograf Jan Szwed og de enkelte vindere herunder.
Her er vinderne fra Årets Sportsfejring:
Kommentarer