Coronanyt

Randers EgnsTeater leverer værnemidler til kommunen

EgnsTeatret overleverede tre paller med engangsregnslag til Kollektivhuset i Randers tirsdag den 14. april, hvorfra de bliver destribueret til institutionerne.

12.000 engangs-regnslag stod klar, da publikum satte sig til rette på Randers Havn tre septemberaftener i 2017 for at opleve en af Kulturby 2017’s helt store begivenheder, Watermusic. Men vejret holdt, og regnslagene kom ikke i brug. Det gør de nu – som forklæder til personale, når der skal skiftes ble i vuggestuer og daginstitutioner i Randers Kommune.
– Ligesom alle andre går vi meget op i genbrug og leder hele tiden efter muligheder for at bruge de materialer, vi har liggende. Regnslagene har vi haft på lager siden 2017, og derfor er vi glade for at give dem videre til nogen, som virkelig har brug for dem – fortæller Peter Westphael, teaterleder på Randers Egnsteater.
De nye værnemidler bliver fordelt mellem institutionerne i Randers i denne uge. For vuggestuerne og daginstitutionerne betyder værnemidlerne, at risikoen for smitte mellem personale og børn fortsat holdes på et minimum.
– Engangsregnslagene fungerer ideelt som forklæder i forbindelse med bleskift, og det betyder, at vores institutioner er rustet til at overholde de hygiejnevejledninger, som netop er kommet fra staten. Der er rift om værnemidler i kommunerne lige nu, så derfor er vi meget glade for donationen – forklarer Dorte Brøns, Børnechef i Randers Kommune.
Engangsregnslagene blev oprindeligt doneret til Randers Egnsteater af Jem & Fix i forbindelse med Watermusic.

Kommentarer