Samfund

Randers Kommune får nye frivilligguider

Randers Kommune uddanner i disse dage nye medarbejdere, der skal arbejde med frivillige. Et forløb med 16 kursusgange og en opdateret frivillighåndbog med regler og gode råd skaber grundlaget for uddannelsen. Målet er at understøtte frivillige og borgere på ældrecentrene.
Fra 1. maj 2020 trådte elleve medarbejdere ind i nye roller som frivilligguider. Syv af dem på fuld tid. Guiderne skal hjælpe frivillige med at få en god hverdag på de forskellige ældrecentre. I den forbindelse har kommunens frivilligkoordinatorer udgivet en opdateret frivillighåndbog med 16 kapitler om, hvordan man skaber gode forhold for frivillige, og hvordan man er en god guide i hverdagen.
– I bogen findes der fx regelsæt for frivillige på offentlige ydelser, en samtaleguide til opstart af nye frivillige, og meget andet. De nye medarbejdere får således nem adgang til de vigtigste pointer om arbejdet i den frivillige verden – fortæller frivilligkoordinator, Nanna Lindhard.
Frivillighåndbogen suppleres af et uddannelsesforløb med 16 kursusgange til de syv guider der skal arbejde med frivillighed på fuld tid, og syv kursusgange til de fire eksisterende medarbejdere, som nu skal arbejde med frivillighed.
Nanna Lindhard fortæller om kursusgangene:
– Vi afholder 16 kursusgange med viden og øvelser i alt fra rekruttering af nye frivillige, kommunikation og en indføring i at afholde generalforsamling. Vi er meget stolte af at kunne tilbyde så gennemført et uddannelsestilbud til de nye medarbejdere. Det betyder at de nye medarbejdere kan blive endnu bedre i relationen og i hverdagene blandt frivillige på ældrecentrene og til glæde for vores borgere.

Kommentarer