Randers Kommune har Danmarks bedste demensvenlige transporttilbud
Randers Kommune fik ved deltagelsen i Demensalliancens topmøde et stort skulderklap for sine demensvenlige tiltag.
Topmødet i demensalliancen er netop blevet afholdt på Aarhus Rådhus med deltagelse fra 15 af de 34 demensvenlige kommuner i landet, samt og en række specialister på demensområdet.
Demensalliancen er et samarbejde mellem Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen, som støttes op af en række demensvenlige kommuner. Sammen arbejder de for et demensvenligt Danmark, hvor ingen er alene med demens. Dagen bød på inspiration og vidensdeling til det forsatte arbejde med demensområdet – primært til gavn for borgere med demens og deres pårørende.
Til mødet blev der desuden uddelt priser inden for en række demenstiltag. Her blev Randers Kommune nomineret i fem kategorier og vandt endda en af priserne. I kategorien Demensvenlig transport vandt Randers Kommune en pris for sit projekt ‘Ud i byens liv’, som giver borgere med demens mulighed for at benytte en kørselsordning til fritidsformål både i og uden for kommunegrænserne. Det kan eksempelvis være Sport- og kulturelle tilbud, besøg hos venner og familie, indkøb, naturbesøg eller andre fritidsaktiviteter. Tiltaget giver en stor livskvalitet for borgerne med demens og deres pårørende, og der er nu planer om at tilbyde undervisning til fremtidige demenschauffører. Tilbuddet er til borgere i eget hjem med en demensdiagnose.
– Jeg er super stolt af det skulderklap, Randers Kommune har fået med denne pris. Vi har gang i mange projekter, som gør livet som ældre randersborger bedre, og det er rart, at det også bliver bemærket uden for kommunegrænserne. Demens er en kompleks lidelse, som også berører de pårørende, og derfor er det meget givende, at vi til et arrangement som dette har mulighed for at dele erfaringer med andre kommuner og eksperter på området – fortæller Fatma Cetinkaya, Udvalgsformand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune.
Andre nomineringer til Randers Kommune
Landsbyen Møllevang blev nomineret i kategorien Demensvenlig bolig og byggeri og Randers Bibliotek blev nomineret i kategorien Demensvenligt lokalsamfund. Desuden blev et undervisningstilbud til pårørende til personer med demens nomineret i kategorien Den bedste støtte til pårørende, og et træningstilbud hos en fysioterapeut blev nomineret i kategorien Den bedste demensindsats/-aktivitet.
Kommentarer