Land og by

Randers Kommune opretter et fælles dagtilbud

Randers Byråd har på mødet den 3. februar 2020 besluttet at oprette et dagtilbudsråd, der skal fungere som et fælles rådgivende organ for Randers Kommunes dagtilbudsområde.
Randers Kommune opretter nu et fælles rådgivende organ for dagtilbudsområdet. Det besluttede Randers Byråd på mødet den 3. februar med vedtagelsen af nye styrelsesvedtægter for de kommunale dagtilbud.
Dagtilbudsrådet får til formål at:
Være forum for orientering og debat om relevante dagtilbudsspørgsmål mellem de kommunale dagtilbudsbestyrelser, bestyrelsen for dagplejen, bestyrelserne for de selvejende daginstitutioner (herefter under et kaldet dagtilbudsbestyrelserne) og børne- og familieudvalgets medlemmer
Være initiativ- og baggrundsgruppe for informations- og oplysningsvirksomhed for dagtilbudsbestyrelsernes medlemmer og kommunens politikere, der beskæftiger sig med dagtilbudsområdet
Skabe rum for dialog med dagtilbuddenes forældrekreds om aktuelle, fælleskommunale dagtilbudsspørgsmål.
Det nyoprettede råd kommer til at bestå af børne- og familieudvalgets medlemmer, to forældrerepræsentanter fra hver af de fem kommunale dagtilbudsbestyrelser, to forældrerepræsentanter fra den kommunale dagplejes bestyrelse og to forældrerepræsentanter valgt blandt bestyrelserne for de selvejende daginstitutioner. Desuden deltager en dagtilbudsleder fra de kommunale dagtilbud, direktøren for Børn og Skole og børnechefen på rådets møder.
De eksisterende bestyrelser i dagtilbuddene har udtalt, at de støtter oprettelsen af et dagtilbudsråd. Første møde for det nyoprettede råd er fastlagt til den 13. maj 2020.

Kommentarer