Navnenyt

Randers leverer kommunaldirektør til Hedensted

Steinar Eggen Kristensen. Foto: Randers Kommune

Social- og arbejdsmarkedsdirektør, Steinar Eggen Kristensen, har fået nyt job som kommunaldirektør i Hedensted Kommune og forlader derfor Randers Kommune.

– Jeg har været rigtig glad for at arbejde i Randers Kommune og for et godt samarbejde med mange og engagerede parter igennem syv år. Vi har i fællesskab gennemført mange store opgaver. Men spændende stillinger som kommunaldirektør slås kun sjældent op, og derfor har jeg valgt at søge jobbet og har fået stillingen tilbudt. Jeg glæder mig til mit nye job, og samtidig ved jeg, at jeg kommer til at savne Randers – siger Steinar Eggen Kristensen, der kom til Randers i januar 2013.
Steinar Eggen Kristensen kom til Randers fra en stilling som socialchef i Aarhus Kommune. I Randers har han stået i spidsen for at skabe Jobcenter Randers Erhverv, sætte strategisk retning for socialområdet herunder hjemløseområdet og bidraget til et stort løft af psykiatriområdet. Blandt de synlige resultater er, at ledigheden er bragt markant ned, antallet af hjemløse er under landsgennemsnittet og Randers anses blandt de førende kommuner inden for udvikling af socialområdet, ligesom kommunen har fået Psykiatriens Hus.
Steinar Eggen Kristensens CV er langt og vidner både om erfaring med at anskue en organisation udefra og se hvilke omstillinger, der skal til for at nå et mål. Samtidig har han et stort fokus på samarbejde med medarbejdere og erfaring med at arbejde sammen med mange forskellige faggrupper. Desuden er Steinar Eggen Kristensen en efterspurgt oplægsholder på større konferencer både i Danmark og Europa om blandt andet dokumentation af den sociale indsats.
– Det er med beklagelse, at vi modtager opsigelsen her i Randers, hvor vi vil savne Steinar. Jeg har personligt været rigtig glad for samarbejdet og vi er stolte af de resultater, som Steinar har opnået sammen med sit organisationsområde. Vi ønsker Steinar stort tillykke med det nye job som kommunaldirektør – siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Jesper Kaas Schmidt vil i januar fremlægge en procesplan i økonomiudvalget med henblik på at genbesætte stillingen som direktør for Social og Arbejdsmarked, ligesom økonomiudvalget vil modtage et forslag til en konstituering frem til en ny direktør tiltræder.
Steinar Eggen Kristensen fratræder med udgangen af januar 2020.

Kommentarer