Samfund

Randers sætter fokus på unges tvivsel og uddannelse

Hvordan går det egentlig med de unge i Randers? Det spørgsmål bliver 80 deltagere med interesse for uddannelsesområdet klogere på, når der onsdag (26. februar) er konference om unges trivsel og uddannelse.
Formålet med konferencen, som Randers Kommune har arrangeret, er at italesætte udfordringer og identificere mulige løsninger på at få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse.
– Det er afgørende for mulighederne videre i livet, at unge trives, får en uddannelse og bliver en del af fællesskabet. Derfor er emnet så vigtigt, og jeg er glad for, at så mange med interesse for uddannelsesområdet deltager i konferencen, så vi kan lære af hinandens erfaringer – siger Torben Hansen, der er borgmester i Randers Kommune.
Studerende får ordet
Både undervisere, ledere og enkelte studerende fra ungdomsuddannelserne deltager på konferencen. Det samme gør en håndfuld byrådsmedlemmer, samt repræsentanter fra arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og Randers Kommunes forvaltning.
De i alt 80 deltagere vil på konferencen blive præsenteret for både forskning og statistikker. Der vil være oplæg, dialog og debatter, hvor blandt andet unge studerende får ordet. Og fokus vil både være på de unges udfordringer og alt det, der virker.
Et nuanceret billede
– Jeg håber, at konferencen vil bidrage til, at vi kan blive bedre til at hjælpe de unge der har problemer videre i livet. Og samtidig, at vi får nuanceret billedet lidt. Det er vigtigt at huske, at flere og flere unge klarer sig rigtig godt, er meget målrettede, sætter ambitiøse mål og realiserer deres drømme. Måske ligger en del af løsningen også hos disse unge – siger Torben Hansen.
Efter konferencen er det planen at følge op og tage stilling til, om der fx skal sættes gang i yderligere tiltag og samarbejder på tværs af uddannelsesinstitutioner, kommune og arbejdsmarked.

Kommentarer