Debat og politik

Regeringen vil styrke forsvaret med flere penge og udvidet værnepligt

Foto: Forsvarsgalleriet

Regeringen lægger op til at løfte forsvarsudgifterne med samlet 40,5 milliarder kroner i 2024 til 2028. Det markante løft skal muliggøre fremrykning af investeringer i militære kapaciteter, en styrket værnepligt og sikre yderligere militær støtte til Ukraine. 

Forsvaret står til endnu en markant styrkelse, når næste delaftale under forsvarsforliget skal forhandles.

Regeringen vil tilføre Forsvaret nye milliarder, så Danmark fra næste år vil bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på eget forsvar.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet onsdag, hvor hun er flankeret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

I 2023 brugte Danmark omkring 1,4 procent af bnp på eget forsvar, mens omkring 0,6 procent gik til støtte til Ukraine.

– Vi opruster for at undgå krig, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

– Danmark skal ikke være et land, der ligger i læ af andre, siger hun videre.

Udvidelse af værnepligten

Regeringen foreslår desuden, at værnepligten skal udvides fra 4 til 11 måneder, og at der skal være fuld ligestilling mellem kønnene. Det betyder, at alle unge skal indkaldes til Forsvarets Dag.

Konkret er der tale om et løft af forsvarsudgifterne på 40,5 milliarder kroner frem mod 2028. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Samtidig skal der gennem omprioriteringer og effektiviseringer i Forsvarsministeriets koncern findes yderligere 14,3 milliarder kroner fra 2026 til 2033.

Den primære finansiering til den yderligere oprustning findes ved en lempelse af den strukturelle saldo.

De yderligere milliarder til Forsvaret skal blandt andet gå til opbygningen af hærens brigade, som er en dansk målsætning hos Nato.

Brigaden skal kunne stille med op til 6.000 soldater, der kan indgå i Nato’s beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. Opbygningen af brigaden er gennem mange år blevet forsinket.

Videre skal der også bruges penge på antiubådskapacitet, jordbaseret luftforsvar og nærluftforsvarsmissiler til Søværnets skibe.

– Vi skal styrke dansk sikkerhed og forsvar hurtigere, end vi troede, siger Troels Lund Poulsen.

Der kommer også flere penge til Ukrainefonden i form af 4,4 milliarder kroner i 2024.

Elementer i Regeringens forslag

Hærens 1. Brigade: Der lægges op til at opbygge Hærens 1. Brigade til en tung brigade på op til 6.000 soldater, der i tråd med NATO’s ambitioner kan indgå i NATO’s beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. En væsentlig del af brigadens kampkraft skal opbygges i de første år og være på plads i 2028.

Hærens lette infanteribataljon: Der lægges op til at udruste Hærens lette infanteribataljon i Haderslev med pansrede køretøjer, så dens fleksible enheder bedre kan løse opgaver i verdens brændpunkter.

Jordbaseret luftforsvar: Der lægges op til at anskaffe både kortrækkende og langtrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer, som vil bidrage til at beskytte Danmark mod angreb fra luften.

Anti-ubådskapacitet: Der lægges op til at opbygningen af dansk anti-ubådskapacitet færdiggøres i 2029 samt at fremrykke den planlagte anskaffelse af anti-ubådstorpedoer og sikre integration af torpedoerne med ildledelsessystemet på fregatter af Absalon-klassen. Anti-ubådskapaciteten skal give Forsvaret evne til at opdage, lokalisere og bekæmpe fjendtlige ubåde.

Kampafgørende ammunition: Der lægges op til at fremrykke investeringer i dele af de nærluftforsvarsmissiler, der er finansieret i første delaftale, til 2024. Nærluftforsvarsmissiler til Søværnets skibe vil blandt andet kunne beskytte mod indkomne missiler og fjendtlige droner.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
Det er afgørende, at vi står sammen med vores allierede i NATO og Europa og investerer i et kollektivt forsvar, der kan afskrække Rusland. Det er helt afgørende for dansk sikkerhed i en langvarig konfrontation koblet med den vedvarende militære støtte til Ukraines kamp for frihed.

Ritzau/Forsvaret

 

Kommentarer