Kultur og events

REGNhytten fejrer ét-års dag og du er inviteret

Kom til Åben REGNhytte lørdag den 24. august fra klokklen 10.00 - 14.00

Så er der godt nyt til randrusianerne. Helt gratis kan de få sparring og mere viden om, hvordan de sikrer sig mod regnmasserne, når Vandmiljø Randers har åben-hytte i REGNhytten.

Skybrudssæsonen er godt i gang – men hvad kan du gøre for at beskytte din bolig og udnytte regnen? Lørdag den 24. august fra kl. 10-14 holder Vandmiljø Randers gratis åben-hytte-arrangement i REGNhytten på Kristrup Engvej for alle interesserede. Anledningen er REGNhyttens 1 års fødselsdag, og du vil her møde lokale fagfolk, der giver gode råd til, hvordan regnen kan gå fra problem til ressource.
Skybrud med oversvømmede kældre og veje – ja regnen i juli og august har sat sine spor i Randers. For når himlen åbner sig, og regnen står i tove, så kan selv de største kloakrør ikke følge med.
– Med skybruddene frisk i erindringen vil rigtig mange have stor glæde af at slå et smut forbi vores arrangement. Regnvandet vil også i fremtiden komme i voldsomme mængder, og kloakken kan og skal ikke kunne klare de ekstreme mængder. Derfor er det i en hver boligejers interesse at lære mere om, hvordan regnvandet kan afledes og anvendes på egen grund, fortæller Hanne Hansen, der er kommunikationsmedarbejder og formidler i Vandmiljø Randers.
Vandmiljø Randers ønsker med arrangementet at hjælpe rigtig mange boligejere med deres spørgsmål til regnvand.
– Du kan som boligejer gøre rigtig meget for at beskytte din bolig og blive herre i eget hus, når regnen falder. Du kan selvfølgelig ikke bestemme, hvor og hvornår regnen skal falde, men du kan bestemme, hvor regnen skal løbe hen. Din beslutning om, hvordan og hvor, at regnen skal løbe på din grund, har stor betydning for sikring af din bolig, fortæller Hanne Hansen og håber, at randrusianerne vil tage imod tilbuddet om at få mere viden om regnvandshåndtering, så flere kan stå bedre rustet, når skybruddet næste gang rammer Randers.
Det gratis arrangement om regnvand finder sted lørdag den 24. august fra kl. 10-14 på Kristrup Engvej 21. Vandmiljø Randers har allieret sig med flere lokale regnvandseksperter, som giver svar på alt fra faskiner, indretning af haven med fx regnvandsbede og meget mere.
FAKTA
Program for dagen
Porten åbnes kl. 10:00
10:00-10:30
Kaffe og rundstykker til de 30 første gæster
10:00–14:00
Anlægsgartner Torben Jensen og Roeds Planteskoles stand om regnvandsbede, belægninger og planter
10:00- 14:00
Mellerup Tømrer- og entreprenørforretnings stand om faskiner
10:00- 14:00
Vandmiljø Randers’ stand om klimatilpasningen af Randers midtby
10:00–14:00
Fotoudstilling af regnvandsbede
10:30- 11:00
Oplæg “Regnvand i haven” ved Lone Skjødt, havearkitekt og regnvandskonsulent
11:00- 13:00
Bålet er klar: Bag dit eget snobrød
11:45- 12:00
Film om faskiner og regnvandsbede
12:15- 12:30
Rundvisning ved REGNhyttens regnvandsbede
12:45- 13:00
Film om faskiner og regnvandsbede
13:00- 14:00
Kagemand i anledning af REGNhyttens 1 års fødselsdag til de første 50 gæster
13:15- 13:30
Rundvisning ved REGNhyttens regnvandsbede
13:45
Vi trækker vinderen af dagens konkurrence
Hele arrangementet er gratis og uden tilmelding – og du er lige velkommen, hvad enten du besøger os hele dagen eller blot kommer et smut forbi.
REGNhyttens adresse: Kristrup Engvej 21, 8960 Randers SØ – Se efter REGNhyttens p-skilt.

Kommentarer