112 og retsvæsen

Retten i dag: En sigtet for vold en anden for røveri

Østjyllands Politi fremstiller i dag klokken 11.00 tirsdag en 21-årig mand fra Randers i Retten i Randers.
Han sigtes for grov vold ved mandag omkring kl. 15.30 at have slået en 34-årig mand i hovedet med en sten. Overfaldet skete på Gammel Lervangen i Randers, hvor den 21-årige konfronterede den 34-årige på gaden, selvom de to ikke kender hinanden.
Efter at have råbt af den 34-årige, slog den 21-årige ham pludseligt på siden af hovedet med en sten, som han havde i hånden. Den 34-årige pådrog sig en flænge, og den 21-årige løb ind i en lejlighed i nærheden, hvor han bor.
Politiet anholdt kort tid efter manden i lejligheden, hvor de også fandt den sten, der formentligt blev brugt ved overfaldet.
Senere i dag klokken 13.00 fremstilles to mænd på hhv. 16 og 17 år i grundlovsforhør i Retten i Randers.
De sigtes begge for at have begået røveri mod en 28-årig mand på hans bopæl i Ryomgård. Røveriet skete den 26. juni om aftenen. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.

Kommentarer