Samfund

Rumfartsfest: Hele Danmarks astronaut hyldes ved sin hjemkomst

ESA-astronaut Andreas Mogensen landede i marts 2024 på jorden efter seks måneder på Den Internationale Rumstation, ISS. Foto: ESA

Mandag den 29. april 2024 kommer astronaut Andreas Mogensen til Danmark, hvor hans mission og hjemkomst skal fejres. Og Naturvidenskabernes Hus er med, når det hele løber af stablen på Experimentarium i København.

Efter seks måneder på Den Internationale Rumstation, ISS, vendte ESA-astronaut Andreas Mogensen i marts tilbage til jorden. På mandag den 29. april 2024 vender han tilbage til Danmark, hvor hans arbejde og missionen Huginn skal hyldes på Experimentarium. Men det er ikke kun ham, der skal hyldes. Det skal alle de danske aktører, som har organiseret og gennemført forskellige projekter i forbindelse med Huginn-missionen.

Naturvidenskabernes Hus søsatte i 2023 signaturprojektet ”Rumfart i virksomheder”, som er en del af det overordnede formidlingsprojekt ”Rumrejsen”. Sammen med danske rumfartsvirksomheder som Terma, DHI, GOMspace, Klimatorium og Danish Aerospace Company har Naturvidenskabernes Hus iværksat projekter og forløb til børn og unge i grundskole, gymnasier og erhvervsskoler.

– Projektet har haft til formål at vise børn og unge, at der er masser af spændende muligheder for at arbejde med rummet, også selvom man ikke drømmer om at blive astronaut. Udforskningen af rummet er blandt andet med til at bryde grænser for vores teknologiske formåen og udvikle nye teknologier, der kan spille en afgørende rolle for mennesker på Jorden og være med til at sikre den grønne omstilling. Det er et af de områder, de unge kan komme til at arbejde med, hvis de vælger en uddannelse og karriere inden for rumfart, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

Stor interesse for rumfart

Børn og unge i hele landet har på forskellig vis prøvet kræfter med rumfartssektoren gennem signaturprojektet ”Rumfart i virksomheder”. Elever i 5.- og 6. klasse har i årets Naturfagsmaraton arbejdet med robotter, der kan bruges i rummet. Mens klasser fra grundskoler og gymnasier har besøgt rumfartsvirksomheder til Science Day i oktober 2023.

– Vi arbejder for at inspirere og oplyse danske børn og unge om mulighederne inden for rumfartsindustrien ved at lade dem møde rollemodeller og give dem hands-on-erfaringer med at løse rum-relaterede opgaver selv, siger Maddy Tizar Hansson, ESERO-manager og projektleder i Naturvidenskabernes Hus og tilføjer:

– Det er også vigtigt for os at give lærerne inspiration til, hvordan rumfart kan indgå i undervisningen nu og fremover. Derfor sørger vi for, at der ligger lærerkurser og undervisningsaktiviteter tilgængeligt på esero.dk.

Der har været stor interesse for at lære mere om rumfartindustrien. Op mod 100.000 børn og unge har været involveret i opgaver, forløb og arrangementer herunder forbi ESERO-standen ”Job i rumindustrien” til DM i Skills.

Når Andreas Mogensen går på scenen i Experimentarium, bliver det i selskab med flere aktører inden for rumfart, teknologi og naturvidenskab samt repræsentanter for ”Rumrejsens” fire signaturprojekter heriblandt Maiken Lykke Lolck fra Naturvidenskabernes Hus.

 

Kommentarer