Land og by

Så blev Randers sandelig sunget rundt

Tina Jensen Knudsen synger for på Rådhustorvet til Syng Randers Rundt i Randers Festuge.

I år havde Randers Festuge et splinternyt arrangement: “Syng Randers Rundt”. Der var 10 sangstoppesteder ved seværdigheder i Randers Midtby, hvor dedikerede randersborgere kort fortalte om stedet, og der blev sunget to sange.
Arrangørerne, Korby Randers, Museum Østjylland og Randers Bibliotek, var spændte: Ville der overhovedet dukke nogen op?
Og det gjorde der sandelig! Tirsdag eftermiddag gik smilende grupper rundt i byen – fra sted til sted. Det udleverede emblem – “Jeg har deltaget i Syng Randers Rundt” – gjorde fællesskabet tydeligere; Randersborgere var denne eftermiddag en syngende befolkning.
Forhåndsinteressen havde været stor, men derfor behøvede folk jo ikke at komme. “Det er svært at få armene ned” siger to af initiativtagerne Britta Nedergaard Hansen og Peter Elmelund. – – Vi mødte en fantastisk imødekommenhed, også i planlægningen fra de 10 dedikerede fortællere og de mange frivillige sangere, der havde meldt sig for at løfte sangene de enkelte steder. Dét gør vi gerne igen!
Det var jo allerførste gang, så flere småting skal justeres til næste gang. Flere mødte op ved Kulturhuset og havde nok forventet en rundtur. De fik dog forklaret ideen grundigt og gik videre ud i byen. På enkelte af yderposterne var fremmødet mere beskedent; der er muligheder for forbedringer til næste år.
– Vi har et kvalificeret bud på, at 500-600 mennesker deltog i arrangementet – udtaler Tina Knudsen Jensen fra initiativgruppen. – Jeg fortalte på Rådhustorvet, og jeg måtte låne en stol til at stå på af Lagkagehuset, da der på et tidspunkt var mere end 100 syngende tilhørere omkring mig! En herlig dag!
Syng Randers Rundt er støttet af Randers Eventsekretariat.

Kommentarer