Kultur og events

Så er der snart – Syng Randers Rundt

Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek forbereder fortællingen ved Konen med æggene. Det er konen til venstre.

Gå en tur rundt i Randers, hvor du både kan synge og blive klogere.
Tirsdag d. 13. august kl. 16-18 inviterer Korby Randers, Museum Østjylland og Randers Bibliotek til “Syng Randers Rundt”. Der er 10 sangstoppesteder i Randers Midtby, hvor randersborgere kort vil fortælle om lokaliteten. I kan blandt andre møde Tina Knudsen Jensen, Inger Lise Mørup og Peter Sabroe. Sammen synger vi et par sange – måske en ‘voksensang’ og en børnesang. Gode, lokale kræfter vil bakke op med sang – og måske også en guitar?
Det bliver ved “Konen med æggene”, ved handskebutikken, ved Helligåndshuset, ved Cafe von Hatten og seks andre gode steder. Og I bestemmer selv ruten – start og slut, hvor I vil. Man får et specielt “sangbykort”, så man kan orientere sig rundt i byen.
Hvert kvarter i de to timer vil I få en lille oplevelse om lige præcis dét sted, I vælger – og måske oven i købet blive lidt klogere.
På hjemmesiden www.syngrandersrundt.dk er der både kort og oversigt over, hvem alle 10 fortællere er.
Lad os få fællessang på de forskellige sangstoppesteder med sange fra hele den danske sangskat – I skal blot møde op, hvor det passer jer bedst, og nå så mange poster, som I orker!
Man kan hente “sangbykortet” på Randers Bibliotek eller på Museum Østjylland. “Syng Randers Rundt” er for hele familien – og ganske gratis.
Arrangementet er støttet af Randers Eventsekretariat.

Kommentarer