Sidste mand slukker! Visit Randers nedlægges fra nytår.

Efter alt at dømme beslutter Randers Byråd i dag at Visit Randers lukkes og slukkes som selvstændigt lokalt turistkontor, og at kommunen i stedet indgår kontrakt med Visit Aarhus som en del af et større destinationsselskab.
En katastrofe mener mange aktører og turisterhverv i kommunen.
Om tre måneder, den 1. januar 2020, vil turister i Randers møde en låst dør på Rådhustorvet 4, når de søger gode råd og inspiration til oplevelser i Randers og omegn.
Men ét er de besøgende turister, som efter alt at dømme vil få en forringet service. Ét andet er Randers kommunes forskellige virksomheder og organisationer, som i mange år har nydt godt af den ekspertise, som er opbygget af personalet i Visit Randers.
Den bekymring kom tydeligt til udtryk i sidste uge, hvor der på Memphis Mansion blev afholdt en åben høring om de kommende planer.
Her deltog over halvtreds aktører og forretningsdrivende fra turisterhvervene, bestyrelsen for Visit Randers og et noget povert fremmøde af byrådets politikere, nemlig blot Henning Jensen Nyhuus (S) og Mogens Nyholm (R). Sidstnævnte er stærkt imod lukningen og førstnævnte agter i dag på byrådsmødet også at stemme i mod sit eget partis anbefaling om at nedlægge Visit Randers.
Hvis man spørger turisme-erhvervene i Randers, er langt de fleste både frustrerede og uforstående over at man vil nedlægge det lokale vigtige serviceorgan. Forundringen er især stor over, at der tilsyneladende ikke er rationelle argumenter om lukningen.
Der er heller ikke tale om besparelser eller opnåelse af synergi effekter. Nærmest tvært i mod. Kontrakten med Visit Aarhus vil koste det samme på kommunens budget, som det koster nu at drive Visit Randers.
Randers Netavis følger byrådsmødet.

Der var talstærkt fremmøde i sidste uge, da der var høring på Memphis Mansion om planerne om nedlæggelse af Visit Randers.
 

Kommentarer