Samfund

Skoleåret i Ukraine nærmer sig tragisk afslutning: tomme klasseværelser, ødelagte skoler og dræbte elever

Pressefoto: UNICEF.

Hver sjette UNICEF-støttede skole i det østlige Ukraine er beskadiget eller lagt i ruiner som følge af krigen. Det understreger krigens voldsomme konsekvenser for børn og deres muligheder for at skabe sig en god fremtid.

Siden krigens udbrud i februar er flere hundrede skoler landet over ramt af angreb. Alene den seneste uge er to skoler i det østlige Ukraine blevet angrebet. Herudover er skoler blevet inddraget som forsyningsdepoter eller til at huse soldater.

”Det er ualmindelig trist og tragisk, hvad der foregår i Ukraine lige nu. De ukrainske skolebørn startede det her skoleår fulde af håb og forventning over endelig at være tilbage i klasselokalerne efter pandemien. Men skoleåret har været et mareridt. Det står klart nu, hvor børnene nærmer sig skoleårets afslutning. Deres skoler er bombede og flere klassekammerater slået ihjel. Det kalder akut på handling,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

15 af de ramte skoler er støttet af UNICEF og er såkaldte ’Safe-Schools’. Erklæringen om Safe-Schools forpligter lande til at beskytte børn, lærere og skoler under krig og til at indføre foranstaltninger, så skoler ikke bliver brugt militært. Alligevel er 15 af de i alt 89 ’Safe-Schools’ i Ukraine aktuelt ramt af kampene.

”Børn har ingen aktier i krigen, men de er alligevel de største ofre for den. Skoler skal aldrig være et militært mål. De skal være et helle, et safe-space, hvor børn trygt kan drømme stort om fremtiden,” siger Susanne Dahl.

UNICEF arbejder sammen med partnere og donorer på, at så mange ukrainske børn som muligt har adgang til undervisning. Det er blandt andet sket ved:

  • En online læringsplatform for elever på 5. – 11. klassetrin. Platformen blev udviklet i samarbejde med det ukrainske Undervisnings- og Forskningsministerium under pandemien og servicerer aktuelt 80.000 elever, der er internt fordrevne.
  • På flere metrostationer i Kharkiv, hvor familier har søgt sikkerhed, støtter UNICEF lærere, psykologer og sportsinstruktører i at lave aktiviteter for børn.
  • En digital kampagne om at identificere og undgå eksplosiv ammunition udviklet af UNICEF og de ukrainske myndigheder har nået 8 millioner brugere online.
  • UNICEF har leveret sæt med lærebøger og andet uddannelsesmateriale til krisecentre, metrostationer og andre steder, hvor fordrevne børn opholder sig. 250.000 børn har aktuelt fået adgang til materialet.
  • UNICEF støtter modtagerlande i at inkludere de ukrainske børn i de nationale skolesystemer. UNICEF støtter herudover alternative uddannelsesløsninger såsom digitale læringsværktøjer.

“På trods af de forfærdelige omstændigheder i Ukraine lige nu bliver der gjort et ihærdigt stykke arbejde for, at børn kan blive ved med at modtage undervisning, fordi vi ved, hvor fuldstændig afgørende det er for børn og deres fremtid. Samtidig appellerer vi fortsat kraftigt til ophold i kampene, så skoler kan genopbygges og igen være den trygge og sjove ramme for læring, der er så ualmindelig vigtig for et godt børneliv,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Kommentarer