Foreningsnyt

Spar Nord Fonden støtter FrivilligMobilen

Her er det fra venstre Pierre Rank-Christensen, næstformand i Frivilliværket, daglig leder Louise Brown samt kommunikationsmedarbejder Line Nordskjold, flankeret yderst til højre af direktør for Spar Nord Randers, Torben Larsen.

Torsdag formiddag var der smil på læberne hos Frivilligværket, da direktør for Spar Nord Randers, Torben Larsen, kom forbi for at hjælpe med at dekorere FrivilligMobilen med bankens sponsormærkat.
Spar Nord’s logo på FrivilligMobilen markerer, at Spar Nord Fonden har støttet med 10.000 kroner som direkte hjælp til køb og drift af FrivilligMobilen.
– Vi er glade for at kunne give en håndsrækning til den frivillige indsats, der ydes i hele lokalområdet omkring Randers, og vi synes at FrivilligVærket er en ressourcestærk organisation, der virkelig gør en forskel her i Randers, begrunder Torben Larsen Spar Nord Fondens støtte.
– Og så synes vi at FrivilligMobilen er et spændene initiativ, der nu giver FrivilligVærket mulighed for at være synlig i gadebilledet og rundt i kommunen. Det passer fint til vores virke, hvor Spar Nord Fonden støtter projekter, som gavner fællesskabet inden for forskning, foreningsliv samt sociale og kulturelle formål, fortsætter Torben Larsen.
– Vi er meget taknemmelige for Spar Nord Fondens støtte til FrivilligMobilen, der allerede har gjort os mere mobile og har hjulpet til med at repræsentere og støtte frivilligheden i hele Randers kommune, udtaler Louise Brown, daglig leder af FrivilligVærket.
Om Spar Nord Fonden
I snart to årtier har Spar Nord Fonden årligt doneret mellem 20 og 30 millioner kroner til tusindvis af projekter, herunder foreninger, organisationer og ildsjæle rundt om i Danmark. Spar Nord Fondens donationer er siden 2017 steget til godt 60 millioner kroner, der årligt skal gavne og glæde fællesskabet i hele Danmark.

Torben Larsen og Louise Brown satte ved fælles hjælp Spar Nord mærkaten på FrivilligMobilen.

Kommentarer