Kultur og events

Støttekoncert for kulturhistorisk musikprojekt i Randers

Se billedserie Her ses fra venstre Projektleder RMiR og Asger-Juul Lassen fra Lions Club Niels Ebbesen. Anledningen er overrækkelsen af bevillingsbrev på 5.000,- kr.

Foreningen Rytmisk Musik i Randers (RMiR) afholder fredag den 18. oktober 2019 støttekoncert i Remisen på J.V. Martins Plads.
Foreningen blev dannet af nogle ildsjæle i 2017, hvor de påbegyndte indsamlingen af materiale med relation til det lokale rytmiske musikliv for at dokumentere denne del af lokalhistorien. Der er mange værdifulde musik- og kulturhistoriske brikker at hente i de materialer der indsamles, og vi kalder os indimellem “musik-arkæologer”, siger bestyrelsen.
Koncerten den 18. oktober 2019 i Remisen bliver en dobbeltkoncert med to af byens store navne gennem mange år – med afbrydelser – som kendte for en solid og professionel musikalsk fremførelse – nemlig OZON og NOAHS ARK.
OZON Rock´n´ roll bandet OZON havde deres storhedstid i de ”glade” 80ere. Utallige danske koncerter og halballer, tournéer i Norge, Sverige, Tyskland og ikke mindst Polen, hvor de i 1985, opnåede stor succes. Efter 33 år har medlemmerne fundet sammen igen, og kan godt garantere en god gang rock´n ´roll / rockabilly. Repertoiret består dels af egne ”gamle” som nye numre + alle de rock´n ´roll evergreens vi alle elsker. Kort og godt… På med strutskørterne og danseskoene – og glem ikke brylcremen.
OZON består af: Leif Schouby: Trommer, Sang. Gunner Westhausen: Bas, Sang. Peder Lindbjerg: Guitar, Sang. Morten Kjeldsen: Guitar, Piano, Sang.
Det bliver en aften for og med de danseglade og sammen med NOAHS ARK er der lagt op til en aften med rock på drengen.
NOAHS ARK
Da Noahs Ark storhittede i slut- 60’erne var deres koncerter som én lang jamsession med sange der sagtens kunne varer 20-25 minutter. Helt i tidens ånd.
Det randrusianske rockorkester blev også meget eftertragtet for denne evne til improvisation, og det blev betragtet som provinsens bedste og måske største navn.
På trods af den kæmpe succes valgte bandet (stiftede familie, fik fast arbejde osv.) at stoppe indtil de i slutningen af 90’erne fandt sammen igen.
I dag spiller orkesteret et udvalg af sange fra de sidste fem årtier. Repertoiret er primært kopi-numre, men vel at mærke kopier, som har fået orkestrets personlige udtryk. Det er numre, som langt fra alle og enhver spiller, og der er sange, som vil overraske publikum – fuldstændig som i de gode, gamle dage.
Ja, og så er det yderst velspillet – velklingende med Torben Fausø (keyboards) og Bent Sørensen (bas) til at supplere Leif Bressum som forsanger, og ofte med firstemmigt kor. John Halskov sørger for guitararbejdet og deltager også i den flerstemmige sang, Jens Oluf Andersen håndterer trommerne.
– Vi spiller enkelte sange, som vi også gjorde i 70’erne, men vi lyder bestemt ikke som dengang, siger musikerne i Noahs Ark.
– Det siger vi af hensyn til publikum, som ikke skal tro, at det er en ren genopstandelse. Vi vil bare gerne give det nye publikum en god musikalsk oplevelse ved at øse al vores erfaring ind i sangene og forsøge at gøre hvert enkelt nummer unikt. Og det har vi det bare helt fantastisk med. It’s only Rock ‘n Roll og vi elsker det.
RMiR forventer at lancere databasen via internettet på et tidspunkt i 2020, og der arbejdes på højtryk med at få mest muligt klar til den tid.
Størsteparten af arbejdet udføres af frivillige ulønnede ildsjæle, og foreningen har et stort ønske om at få flere hænder med i arbejdet med indsamling af effekter, digitalisering og implementering i databasen.
– Nok arbejder vi seriøst med tingene – men vi hygger os altså også samtidig, lyder det fra bestyrelsen.
Overskuddet fra koncerten går til at støtte og optimere indsamlingsarbejdet i RMiR og dække udgifterne omkring den database mm., der skal være forum for de fundne effekter fra perioden siden 50’erne.
 
 

Kommentarer