Land og by

Stor tilstrømning til FVU-undervisning på Sprogcenter Randers

Jacqueline Van Ham Albers

Sprogcenter Randers har udbudt Forberedende Voksenundervisning (FVU) siden efteråret 2018, og tilbuddet har mødt stor interesse fra sprogcentrets kursister, som ser den supplerende FVU-undervisning som en kærkommen mulighed for at opnå bedre læse- og skrivekompetencer på dansk.
Sprogcenter Randers valgte i 2018 at søge driftsoverenskomst på FVU-undervisning, og tilbuddet om FVU-undervisning har været meget eftertragtet siden opstarten i efteråret 2018.
50 af sprogcentrets kursister valgte i efteråret 2018 at supplere undervisningen i dansk som andetsprog med en dag med FVU-undervisning, og i 2019 er yderligere ca. 50 kursister startet til FVU-undervisning.
FVU-tilbuddet opleves som et meget kvalificeret supplement til undervisningen i dansk som andetsprog, og tilbuddet kan også benyttes af tosprogede borgere, der f.eks. ikke længere har danskuddannelsesret. Da FVU-tilbuddet har vist sig at være så populært blandt sprogcenterets kursister og tosprogede borgere i Randers Kommune, forventer sprogcenteret yderligere vækst i antallet af FVU-kursister.
Det gør din verden lidt større
Jacqueline Van Ham Albers fra Holland, som startede til FVU på sprogcentret i september 2018, er meget tilfreds med FVU-undervisningen.
– Jeg vil gerne gå til FVU-undervisningen for at lære mere grammatik og få et større ordforråd, for jeg mangler ord på dansk – fortæller hun.
– Stavning er desuden meget svært, for dansk er ikke lydret, så det er meget vigtigt, at man lærer at forstå sammenhængen mellem skrift og tale – fortsætter Jacqueline, som synes, at FVU-undervisningen også giver hende en masse i forhold til at blive god til at skrive dansk.
Hun synes, at FVU-undervisningen kommer rundt om mange interessante emner og temaer fra det virkelige liv.
— Det gør din verden lidt større – siger Jacqueline med et smil, og fortsætter:
— Emnerne er gode til at skabe diskussion på holdet, og det er spændende at høre, hvad de andre kursister mener og tænker.
Susanne Skovbo Sørensen, der er FVU-koordinator og underviser i dansk som andetsprog og FVU på Sprogcenter Randers oplever også, at de udenlandske kursister i FVU-undervisningen får et rigtig godt supplement til undervisningen i dansk som andetsprog.
– I FVU-undervisningen kan kursisterne arbejde med at udvide og konsolidere det ordforråd, de allerede har på dansk, og de lærer mere om danske staveregler og skrivning. Kursisterne er meget motiverede, fordi de kan mærke, at FVU-undervisningen giver dem mulighed for at forbedre deres læse- og skrivekompetencer på dansk – siger Susanne Skovbo Sørensen.
Anerkendt undervisningstilbud
Forberedende Voksen Undervisning (FVU) blev oprettet som landsdækkende tilbud til borgere med mangelfulde læse- og skrivekompetencer for ca. 15 år siden. Tilbuddet var i udgangspunktet målrettet etniske danskere med læse- og skrivevanskeligheder, men det viste sig ret tidligt, at også danskere med anden etnisk baggrund kunne profitere af et FVU-tilbud.
FVU-undervisning er et særdeles fleksibelt, statsfinansieret undervisningstilbud, som kan tilrettelægges i overensstemmelse med deltagernes behov ift. det tidsmæssige omfang, sted og indhold.
FVU er derfor blevet et anerkendt undervisningstilbud på virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som ønsker at give medarbejdere/kursister med mangelfulde læse og skrivekompetencer en opkvalificering – da al erfaring viser, at gode læse- og skrivekompetencer er væsentlige forudsætninger for at lykkes i uddannelse og på arbejdsmarkedet i et højteknologisk videnssamfund.
FVU-uddannelse åbner døre
FVU-dansk består af niveauerne FVU-start, samt FVU trin 1 – 4. Ud over tilbud om FVU-læsning og skrivning, tilbyder Sprogcenter Randers også undervisning i FVU-matematik trin 1 og 2. Efter hvert trin har kursisterne mulighed for at blive testet til en trinprøve.
FVU-prøver giver i lighed med prøver i dansk som andetsprog adgang til en række rettigheder: bl.a. integrationsbonus, optag på uddannelser og statsborgerskab.
Hvis kursisterne ikke når sluttrinnet for FVU-uddannelse i den periode, de modtager undervisning på sprogcentret i Randers, vil de kunne fortsætte deres FVU-uddannelse enten på sprogcentret eller på andre uddannelsesinstitutioner i Randers (VUC, Daghøjskolen) efter endt danskuddannelse.

Kommentarer