Stort byggeri på Thors Bakke er i gang
Borgmester Torben Hansen, entreprenørselskabet KPC og Nørresundby Boligselskab tog torsdag (15. august 2019) første spadestik til byggerierne Thors Tårn og Thors Karré på Thors Bakke i det centrale Randers.
Byggeriet af Thors Tårn og Thors Karré på Thors Bakke i det centrale Randers er nu i gang. Torsdag (15 august) tog borgmester Torben Hansen i fællesskab med administrerende direktør i entreprenørselskabet KPC Kurt Poulsen og direktør i Nørresundby Boligselskab Lars Emborg det første spadestik til det store byggeri af i alt 191 blandede boliger.
Thors Tårn bliver et højhus på 19 etager opført primært i hvide betonelementer. De nederste 9 etager kommer til at bestå af 36 almene familieboliger og 18 ældreboliger, mens de øverste 10 etager bliver 36 ejerlejligheder. Derudover bliver der etableret to kælderetager med blandt andet parkeringskælder.
Karrébebyggelse kommer til at bestå af 101 ungdomsboliger i 5 etager primært opført i røde teglsten, der matcher den øvrige bebyggelse i området.
Både Thors Tårn og Thors Karré ventes at stå færdigt og være klar til indflytning i juni 2021.
Kommentarer