Foreningsnyt

Sydbank fonden donerer 50.000 kroner til Assentoft Hallerne

Foto: Donationen blev overbragt i den nye cafe den 30. januar kl. 14 af Sydbanks filialdirektør Michael Lejsgaard Jensen og Brian Storvang, Afdelingsleder privat i Sydbank, Randers-Hobro til Centerleder Inge Råby. Privatfoto

Assentoft Hallerne har for nylig medtaget en donation på 50.000 kroner fra Sydbank Fonden. Beløbet skal andet bruges til hyggehjørne i cafeen.
Assentoft Hallerne har været i gang med en større ombygning, så cafeen er moderniseret og flyttet ind i området mellem de to haller med det formål, at byens borgere og især de unge har et sted at være og hænge ud.

– Det gav god mening at donere et beløb til etablering af et hyggeligt hjørne i caféområdet især for de unge, som ellers hænger ud i gangarealet eller udenfor hallen. På den måde forsøger hallen og de frivillige at inddrage de unge mere i hallivet, siger Michael Lejsgaard Jensen, filialdirektør i Sydbank.
Assentoft Hallerne, der driver de to idrætshaller, cafeen og borgerhuset er årligt vært for rigtig mange arrangementer, blandt andet kræmmermarkeder, antikmesse, fuglemarkeder, LAN-party, fastelavnsfest, erhvervsmesse, store stævner i håndbold, fodbold, badminton med mere. Og her bliver det nye cafe-område et naturligt omdrejningspunkt, lyder det fra Inge Råby.
Som centerleder i Assentoft Hallerne glæder hun sig over donationen fra Sydbank Fonden.
– Det er utroligt flot af Sydbank Fonden at donere det flotte beløb, som vi primært vil bruge til møbler til cafeen, og gerne nogle møbler, der er rare at hænge ud og slappe af i, siger hun.
Assentoft Hallerne er efter ombygningen og flytningen af cafeen gået tilbage til at holde åbent i hverdagene. Noget der kun lade sig gøre ved hjælp fra de frivillige i foreningerne.
– Vi håber, at vi på den måde kan skabe et miljø med mere ”halliv” og flere kunder i cafeen, der bliver det nye samlingspunkt for især flere unge som hænger ud i hallen, siger Inge Råby.
Hos den lokale Sydbank-filial i Randers er man også glad for at kunne give en håndsrækning til det lokale foreningsliv.
– Vi er glade for at støtte Assentoft Hallerne med så utroligt mange frivillige ildsjæle. Desuden lægger vi vægt på, at hallen har en god forankring i lokalområdet, da Sydbank fortsat satser på at være lokalt tilstede i området, siger filialdirektør Michael Lejsgaard Jensen.
Sammen med afdelingsleder privat, Brian Storvang, var de to på besøg 30. januar for at overrække donationen til Inge Råby.

Kommentarer