Sygeplejersker fra Randers Kommune bliver oplært i respiratorbehandling
Hvis Regionshospitalet Randers skulle få brug for flere hænder til respiratorbehandling i forbindelse med coronasyge, står otte sygeplejersker fra Randers Kommune klar til at hjælpe. De bliver nu oplært i respiratorbehandling.
For at styrke akutberedskabet i Randers bliver otte sygeplejersker fra Randers Kommune torsdag den 2. april og fredag den 3. april oplært i at betjene respiratorer på Regionshospitalet i Randers. De skal stå klar, hvis hospitalets respiratorsygeplejersker skulle bliver syge.
– Vi har stillet sygeplejersker til rådighed for at Regionshospitalet er bedst muligt rustet, hvis der skulle komme et indryk af respiratorpatienter. Vi har nogle sygeplejersker, som har været vant til at betjene respiratorer, så nu får de noget genopfriskning, så de er klar, hvis der skulle blive behov for det – forklarer Pia Ravnsbæk Bjærge, sygeplejefaglig konsulent i Randers Kommune.
Regionshospitalet har henvendt sig, og på den baggrund har Randers Kommune stillet sygeplejerskerne til rådighed. Det drejer sig om fire sygeplejersker fra sundhedsplejen, to sygeplejersker fra ældrecentre samt to hjemmesygeplejersker.
En af de sygeplejersker, som skal have en genopfriskning af procedurer for respiratorbehandling på Regionshospitalet er Lotte Kobæk, som er centersygeplejerske på Spentrup Ældrecenter. Hun kommer blandt andet til at blive undervist i intensiv medicin og behandling, analyser af blodprøver, iltbehandling og brug af respirator.
– For mig er det ikke så mange år siden jeg har arbejdet med respiratorer, så det bliver ikke så fremmed for mig at komme tilbage. Jeg vil gerne gøre en indsats, hvis der er brug for min hjælp – fortæller Lotte Kobæk, som er uddannet intensivsygeplejerske og tidligere har arbejdet på intensivafdelinger.
Kommentarer