Tandplejen Randers sætter fokus på rene tænder under corona
Tandplejen Randers har lukket for de regelmæssige eftersyn af børn og unges tænder grundet corona. Alle eftersyn er udskudt til efter sommerferien, og derfor er børn og forældres fokus på tandbørsten ekstra vigtig i denne tid. Tandplejen Randers sætter lige nu fokus på tandhygiejne og gode børstevaner for børn og unge.
Lige nu deler Tandplejen tandpasta og puslespil om gode børstevaner ud til daginstitutioner rundt om i Randers Kommune.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på vigtigheden af tandbørstning i denne tid, hvor der er længere mellem børnenes tandeftersyn. Når vi går hjemme og hygger os lidt mere med slik og sodavand, så er det vigtigt at huske tandbørsten – især for de yngste, som ikke kan børste selv. Vi opfordrer forældre til at være ekstra opmærksomme lige nu – forklarer Lars Høvenhoff, overtandlæge i Tandplejen.
Kun de mest nødvendige behandlinger
I forbindelse med corona har Tandplejens 10 klinikker lukket, og værnemidler og tandplejepraksis er samlet i Sundhedscenter Thors Bakke. Derfor har Tandplejen kun mulighed for at foretage de mest nødvendige tandbehandlinger, indtil klinikkerne åbner op igen til august.
– Dem, vi har haft inde til behandling på Thors Bakke, har været de nødvendige behandlinger, det vil sige dem med et hul af en vis størrelse. Resten af behandlinger og eftersyn er sat på pause under corona. Vi har plads og værnemidler til at tjekke de 18 årige, så de kan nå at få deres sidste eftersyn i tandplejen og vi inviterer dem til eftersyn op til sommerferien – fortæller Lars Høvenhoff.
For at mindske smittefare skal borgere henvende sig telefonisk til Tandplejen inden fremmøde. Den seneste nye information om Tandplejen Randers og kontaktoplysninger findes på randers.dk/corona/sundhedstilbud.
Kommentarer