112 og retsvæsen

Tre knallertkørere standset i Randers

Arkivbillede

En motorcykelbetjent fra Østjyllands politi fik i Randers onsdag eftermiddag fat i tre knallertkørere, som alle kørte ulovligt rundt omkring Gl. Hobrovej.
Først fik han standset en knallert, der havde betydelige fejl og mangler, som kostede en bøde til knallertføreren. Kort efter fik samme betjent indhentet en knallert, som var tunet til at køre alt for stærkt. Det kostede føreren en bøde og en betinget frakendelse.
Til sidt fik han øje på en knallert, hvor føreren kørte rundt uden styrthjelm, men da han ville standse den, forsøgte knallertføreren at flygte. Han kørte op over fortovet og ind over en græsplæne, tilbage på vejen igen, ud af forskellige veje, inden han blev indhentet af motorcykelbetjenten på Energivej.
Da han virkede påvirket, og der lå en mindre mængde skunk i knallerten, blev han sigtet for narkokørsel og for besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover blev han sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre uden styrthjelm og for at køre på fortovet.
Knallerten viste sig at være stjålet i juli i Randers. Det gav den 21-årige knallertfører endnu en sigtelse – for tyveri.

Kommentarer