Samfund

Uddannelse for unge med særlige behov er startet igen efter coronalukning

Glæden er tydelig hos de unge studerende på ungdomsuddannelsen på GAIA i Randers. De unge med forskellige fysiske og psykiske handicap er netop vendt tilbage, efter den særligt tilrettelagte uddannelse har været lukket under corona. Én af de unge er Nanna Dehn, som har autisme, og for hende betyder uddannelsen alt for holde sammen på hverdagen.
Mens den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) har været lukket, har hverdagen været ekstra svær for Nanna Dehn, ifølge hendes mor Anne Dehn:
– For Nanna er struktur og kendte rammer enormt vigtige for, at hverdagen hænger sammen, så nedlukningen har været enormt svær. Vi prøvede at lave hjemmeskoling, og det kunne godt gå et stykke tid, men Nanna blev ked af det, fordi strukturen og genkendeligheden var væk, og det var uvist, hvornår hun kunne komme tilbage – fortæller Anne Dehn.
Selvom uddannelsen kun har været i gang siden mandag den 18. maj, er Nanna allerede tilbage ved sit gamle, veltilpasse jeg.
– Når hun kommer tilbage fra GAIA, har hun overskud og lyst til at snakke, så det betyder alt for hende, at uddannelsen er startet igen. Hun er tilbage i den velkendte dagligdag med de voksne fra GAIA, som forstår hende og formår at give hende udfordringer, hvis hun er kørt surt i det. Nanna lærer nogle ting, fx når hun er i køkkenet, og de laver nogle ekstremt flotte og kunstneriske værker i værkstedet – forklarer Anne Dehn.
Uddannelser for unge med særlige behov er startet igen
De unge studerende på STU-uddannelsen på GAIA møder ind i forskudte grupper for at mindske risiko for coronasmitte.
– Eleverne er glade for at være tilbage på uddannelsen, selvom det er en anderledes hverdag lige nu. Vores uddannelse er særligt tilrettelagt til de unges individuelle behov, og vi har forskellige linjer og fag herunder kunstlinjen, køkkenlinjen, en udelinje og dansk, matematik og samfundsfag, som tilsammen skal klæde de unge på til voksenlivet – fortæller Mette Grønkjær, pædagog og praktikvejleder på STU-uddannelsen på GAIA, fra det farverige kunstværksted.
Den treårige STU-uddannelse for unge med særlige behov foregår også på CSV Randers i Hald, hvor 50 unge studerende også var tilbage på fuld tid mandag den 18. maj. Også her er eleverne glade for at være tilbage på skolen, fortæller skoleleder Poul Erik Bloch:
– Det, vi har kunnet mærke, er, at de har savnet at gå i skole, og de er rigtig glade for at være tilbage. De giver udtryk for, at de har savnet deres kammerater og det her uddannelsesmiljø, vi har. Vi har været nervøse for, om vores elever havde mistet strukturen i deres dagligdag, mens de har været væk, men de har været gode til at omstille sig til at komme tilbage. Det er en fornøjelse som personale at få elever tilbage på skolen, som er så motiverede og giver udtryk for det – forklarer Poul Erik Bloch.

Kommentarer