Uddannelsesprojekt skal sikre flere varme hænder i Randers
Beskæftigelsesudvalget har netop godkendt et nyt uddannelsesprojekt. Ledige, som har svært ved at finde et job, får nu tilbud om en social- og sundhedshjælperuddannelse.
Tirsdag den 20. august vedtog Beskæftigelsesudvalget et projekt, der skal sikre flere uddannede SOSU-hjælpere.
– Der er et stort behov for flere uddannede social- og sundhedshjælpere, som kan søge de ledige stillinger. Færre søger uddannelsen, og dette initiativ skal være med til at sikre at ledige, som har svært ved at finde job, får gode beskæftigelsesmuligheder – fortæller Ellen Petersen, som er formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers.
Uddannelsestilbuddet retter sig især mod dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som søger en faglig opgradering for at få hul igennem til arbejdsmarkedet. Tilbuddet kommer til at betyde, at ledige, som allerede har haft vikartimer som SOSU-hjælper, nu får mulighed for at færdiggøre sig inden for faget. De ledige, som tager imod tilbuddet, kan få voksenelevløn under hele uddannelsen.
– Vi kan allerede nu se, at vi står i udfordringer med arbejdskraft på ældreområdet i fremtiden. Vi er forpligtet til at gøre alt det, som vi kan, for at imødekomme de ældres behov fremadrettet. Dette uddannelsesprojekt skal være med til at sikre, at vi har det uddannede personale, der skal til – forklarer Ellen Petersen.
Projektet bliver et samarbejde mellem Jobcenter Randers og Randers Social- og Sundhedsskole. Udgifterne fra uddannelsestilbuddet skal dækkes af de penge, som bliver sparet på ydelser til de ledige, som kommer i uddannelse. Sagen skal behandles i Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget, inden det endeligt skal behandles i Byrådet den 9. september.
Kommentarer