Kultur og events

Undervisning på gokartbanen

Arkivfoto

Forberedelsesskolens 10a får for en stund byttet de kedelige klasseværelser ud med oktan og undervisning.
Det sker, når de indgår i et nyt projekt under Dansk Automobil Sports Union (DASU) kaldet Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet.
Projektet er del af åben skole-samarbejdet og betyder, at folkeskoleelever landet over kommer ud på gokartbaner som led i undervisningen. Eleverne får her mulighed for først at trykke på speederen i en gokart, for derefter at trykke på tasterne til lommeregneren og bruge dataene til læring.
Motorsport er nemlig en forening af mange fag. Den store datagenerering i sporten giver grobund for læring inden for matematik, fysik, historie, samfundsfag og idræt.
Projektet kommer til at byde på et fire-ugers undervisningsforløb, hvor elever og lærere skal ud på gokartbaner og prøve sporten af, samtidig med at de indsamler data til brug i undervisning. Forløbet understøtter og fremmer elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag og forhåbentlig også interessen for at søge ind på erhvervsuddannelserne.
Projektet er støttet med en fondsbevilling fra Villum Fonden, ligesom en række partnere bakker op om projektet og er til stede til nogle af arrangementerne. Det gælder Autobranchen Danmark, Dansk Metal og mange andre.
Selve programmet starter klokken 10.00 med en introduktion til dagens forløb, opførsel på gokartbanen etc. Herefter deles eleverne op i hold, hvor nogle skal løse opgaver, mens andre skal køre gokart og dermed generere data til opgaverne. Programmet varer til 14.00 cirka. Eleverne deles op i hold, så der køres på banen og bliver løst opgaver ved siden af løbende.

Kommentarer