Vand, vand og atter vand
Af Christina Kjærsgaard, byrådsmedlem for Venstre
Ordet VANDFORSYNING skænker vi ikke mange tanker i dagligdagen.
Vand er noget, der kommer ud af vandhanerne – eller, som i den seneste tid, ned fra himlen i rigelige mængder.
Alligevel bør vi ofre vores daglige vand opmærksomhed. I Randers kommune er der i 2013 vedtaget en vandforsyningsplan, som overordnet beskriver, at vandforsyningen skal hvile på et decentralt princip. Kommunen er derfor opdelt i en lang række forsyningsområder. Det betyder i praksis, at vandforsyningen tilstræbes varetaget og drevet rundt omkring i kommunen af vandforsyningsselskaber, som er forankret i det lokale!
Dette grundprincip forsøges der for tiden rokket ved. Verdo Vand A/S har ansøgt om overtagelse af forsyningsområde Gimming. Verdo Vand A/S forsyner i forvejen en betydelig andel af kommunens forbrugere, og kan vel derfor ikke grundlæggende betragtes som et godt eksempel på en decentral vandforsyning. Dronningborg Vandværk fmba har protesteret over anmodningen, idet den vedtagne vandforsyningsplan beskriver, at såfremt forsyningsområde Gimming nedlægges, skal det overtages af Dronningborg.
Vi skal værne om den lokale forankring, når det giver mening. Det giver absolut mening, at et moderne, velfungerende vandværk (Dronningborg) overtager forsyningspligten til et naboområde (Gimming), som et alternativ til at det indlemmes i en stor energiforsyningskoncern (Verdo). Risikoen for at man ikke kommer til at betale den ”rigtige” pris forøges, når ydelser handles internt mellem flere selskaber i koncernen (læs: Verdo). Faktuelt er det, Verdo Vand A/S ikke har formået at aflevere dokumentation for de seneste 3 års takstblade, som er tilstrækkelige til, at de kan godkendes af tilsynsmyndigheden, som er Randers Kommune. Senest har vi i byrådet behandlet denne sag på det åbne møde i januar 2020, hvor der bl.a. blev fremlagt en rapport, som beskriver betydelige fejl og mangler hos Verdo Vand A/S.
Jeg mener, det er vigtigt at støtte og bakke op om det lokale, når det giver mening. Det gør det hér!
Verdo bør koncentrere sig om at vande sine egne planter.
Kommentarer