Debatindlæg af Flemming Østergaard, Formand for KD Randers. Pilevænget 14, 8990 Fårup
Danmark er et de rigeste lande i verden – vi har et velfærdssamfund som mange andre landes borgere kunne ønske sig. Velfærdssamfundet er ikke kommet af sig selv men vejen dertil har været brolagt med mange politiske kompromiser igennem tiden men der er bred opbakning til velfærdssamfundet.
Velfærdssamfundet er et gode og noget som vi skal værne om og kan være stolte af. Det at vi som samfund tager hånd om vore medborgere der har været ude for en social begivenhed af forskellig art – det være sig fx. sygdom, arbejdsløshed, arbejdsskader m.v. og at vi som samfund også tager hånd om medborgere der ikke er i stand til at være på arbejdsmarkedet længere og yder førtidspension – det er et kæmpe gode.
Derudover har vi en række andre gode ordninger – bla folkepension og boligsikring og andre gode velfærdsordninger. Det skal vi værne om og bevare. Men er det ikke på tide, at vores velfærdssamfund får et gennemgribende eftersyn og nydefineres.
Da velfærdsstaten for alvor blev etableret i midten af 60 rene var tiden unægtelig en anden og de velfærdstanker der lå til grund for velfærdssamfundet dengang
tager efter min opfattelse ikke højde for de kæmpe udfordringer vi står overfor idag bla på familieområdet. Idag ser vi markant flere brudte familier som betyder, at langt flere børn idag oplever en sorgproces, der for mange børn betyder et “knæk” og for nogen børns vedkommende et knæk for resten af livet.
Derfor er det ikke på tide, at vi bør nydefinere/udvide begrebet velfærdsamfund – for hvad er dybest set velfærd? Er det ikke (også) bla. at tage hånd om den hele familie og understøtte den når der er behov for det? Er familierne ikke et af de bærende søjler i samfundet som vi bør værne om og støtte op om. Jo det mener jeg, at vi skal for vi kan ikke være andet bekendt – særligt aht. børnene.
Men sådan, som velfærdssamfundet er skruet sammen idag, så træder det (først) til når skaden ER sket. Det er efter min opfattelse alt alt for snævert at anskue velfærdssamfundet hjælp ud fra. Istedet bør velfærdssamfundet i langt højere grad have fokus på langt mere forebyggelse – også på familieområdet.
Derfor burde alle kommuner være forpligtet til at have et tilbud på familieområdet til familier der har problemer i ægteskabet/parforholdet med et tilbud om gratis deltagelse i Parforholdskurser – netop for barnets skyld. For hver gang et brudt familieliv kan undgås har det store og positive følger dels for børnene og for barnets opvækst og deres voksne liv og dels for forældrene. Men det rummer også store besparelser for kommunerne. Randers Kommune er `en af de kommuner der siden 2015 har haft dette tilbud og rigtige mange forældre har deltaget.
Ligeledes burde alle kommunerne også skal have et tilbud til udsatte familier med børn under 18 år hvor forældrene har misbrugsproblemer af forskellig art. Det kan være med fx. Alkohol, stoffer, psykisk sygdom, arbejdsløshed og forældrerollen m.m. og hvor børn er i risiko for at blive fjernet fra hjemmet. Her burde kommunerne sætte ind med tilbud til familierne om en mentor netop for barnets skyld.
Den udgift en sådan indsats vil have for kommunerne vil være rigtig godt givet ud hvis det kan forhindre en anbringelse udenfor hjemmet – dels for børnene og for familien som sådan. Dette når man ved, at et barn anbringelse udenfor hjemmet koster en kommune ca Kr. 1/2 mio – vel at mærke om året! En sådant mentortilbud til en udsat familie vil have et langt større perspektiv for det enkelte barn end en anbringelse udenfor hjemmet.
Jeg er uenig med Statsministeren i at langt flere børn skal anbringes udenfor hjemmet enten frivilligt eller ved tvang og på et langt tidligere tidspunkt. Der er intet fagligt og sagligt belæg der støtter statsministeren i hendes ønske. Det er hårrejsende og direkte pinligt, at en statsminister i den grad ikke lytter til fagkundskaben på området – bla, VIVE ( det nationale forsknings og analysecenter for velfærd.) Det synes som om statsministerens udmelding mere har karakter af en magtdemonstration end af en saglig og faglig analyse.
Trist at statsministeren i sin nytårstale ikke havde langt mere fokus på Forebyggelse – for barnets skyld. Tænk om 20’erne kunne gå hen og blive forebyggelsens årti.