Venstrepolitikere besøgte trafikprojekter i Randers
Det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen havde mandag inviteret Venstre transportordfører Kristian Pihl Lorentzen til at se nærmere på lokale trafikale udfordringer.
Sammen med Venstres borgmesterkandidat Christian Brøns besøgte de to folketingsmedlemmer Fladbrovej for at se på behovet for udvidelse af E45 og bekæmpelse af støjproblemer fra motorvejen. Regeringen har ind til videre udskudt diskussionen om investeringer i fremtidens infrastruktur og det er problematisk for Kronjylland mener det lokale folketingsmedlem:
– Det er et kæmpe problem, at vi ikke kan få gjort noget ved trængselsproblemerne på E45. Rigtig mange kronjyder oplever hver dag at holde i kø og spilde tid som de kunne have brugt sammen med familien. Samtidig bliver støjproblemerne langs motorvejen kun værre. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at naboerne nu igen skal vente på at der sker noget fordi regeringen åbenbart har parkeret beslutningen om fremtidens infrastruktur i slæbesporet – udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)
Venstres transportordfører er klar til at prioritere kampen mod støj, når regeringen på et tidspunkt indkalder til forhandlinger om en kommende trafikaftale. Venstres mangeårige ordfører på trafikområdet mødte repræsentanter for beboerne i Helsted, Hornbæk og Vorup. De har i årevis døjet med støjproblemer og var derfor glade for at det er en udfordring som Venstre vil sætte højt på dagsorenen.
– Venstre er meget optaget af de støjproblemer, som vi ser her i Randers og mange andre steder i landet. Derfor er det også Venstres klare holdning, at der ved en kommende trafikaftale skal sættes en god portion penge af til lige netop at gøre støjproblemerne mindre, for de mange borgere, der føler jeg generet langs motorvejen ved Randers – udtaler Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.
Udover besøget ved motorvejen besøgte Venstre-politikerne også Randers Havn for at se nærmere på Klimabro-projektet. Det er et projekt som optager Venstre borgmesterkandidat Christian Brøns:
– Det er virkeligt vigtigt for Randers, at vi kommer i gang med at etablere Klimabroen. Det kan afhjælpe de udfordringer som klimaforandringer skaber for Randers. Samtidig vil det også binde byen bedre sammen, og da vi ved at den samfundsmæssige investering er rigtig god i det her projekt, så er det sådan set bare at komme i gang. Jeg er derfor rigtig glad for den opbakning og interesse jeg har mødt fra mine kollegaer fra Christiansborg i dag – udtaler gruppeformand og Borgmesterkandidat for Venstre Christian Brøns.
Kommentarer