10 millioner tusindkronesedler ugyldige om et år
Den danske 1000-kroneseddel vil ikke være gyldig som betalingsmiddel efter 31. maj 2025. Det samme gælder sedler fra alle seddelserier ældre end den nuværende serie.
Siden det blev offentliggjort, at den nuværende 1000-kroneseddel og en række ældre pengesedler bliver ugyldige i 2025, har danskerne indleveret sedler for 14,4 milliarder kroner. Men der mangler stadig at blive vekslet sedler for 10,1 milliarder kroner. Det svarer til 10 millioner af slagsen.
Nationalbanken opfordrer til, at danskerne kigger efter 1000-kronesedler og ældre pengesedler i skuffer og skabe – eller i pudebetrækket.
Baggrunden for udfasningen af 1000-kronesedlen er, at den ifølge Nationalbanken vil reducere butikkernes behov for at have store mængder byttepenge i kassebeholdningen.
Samtidig bruges 1000-kronesedlen i højere grad end andre sedler til at understøtte økonomisk kriminalitet, og den er i stigende grad genstand for forsøg på forfalskninger, skriver Nationalbanken på sin hjemmeside.
Kommentarer