Kultur og events

Sommerens slutrunde skal opleves i fællesskab med andre

Selvom Danmark ikke har kvalificeret sig til VM i fodbold, vil danskerne stadig være en del af årets slutrunde. For 30% af danskerne vægter hyggen og fællesskabet omkring kampen højere end selve spillet, og 31% foretrækker at se slutrunden på storskærm.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for Fodboldfesten, der fra den 11. juni er klar til at skrue op for VM-stemningen med en 114 m2 storskærm på Islands Brygge. Her kan 5.500 besøgende følge slutrunden sammen, og ifølge undersøgelsen er det Norge flest kommer til at heppe på.

Den 11. juni fløjtes sommerens store VM-slutrunde i gang, og selvom det bliver uden de rød-hvide farver, er interessen for fodboldkampene stadig stor herhjemme. Tal fra en ny Norstat-undersøgelse foretaget på vegne af Fodboldfesten viser, at knap hver tredje dansker planlægger at se sommerens VM-kampe på storskærm – det samme gælder for 61% af de 18-29-årige. Er vejret godt og lokationen hyggelig, kan 50% af danskerne finde på at deltage i et storskærmsarrangement.

For mange danskere handler en slutrunde om mere end fodbold. Hver tredje dansker mener, at det bedste ved at se fodbold er samværet og hyggen, mens 24% peger på stemningen. Undersøgelsen viser desuden, at fodbold sætter gang i de store følelser. Næsten fire ud af ti (39%) har enten grædt, er blevet rørte, har fået en klump i halsen eller har råbt højt i forbindelse med en fodboldkamp – dette gælder for 46% af de danske mænd.

“Det er første gang, vi afholder vores fodboldfest på Islands Brygge uden Danmarks deltagelse, og derfor glæder det mig, at vores undersøgelse viser, at danskerne fortsat ønsker at være en del af det fællesskab og den særlige stemning, som kun en slutrunde kan skabe. Vores storskærmsarrangement er både for den passionerede fodboldfan, der ser hvert minut af kampen, og dem, der ønsker en sommeraften ved vandet med god stemning,” siger Morten Usterud, General Manager (Nordics) for Fodboldfesten, der gennem to årtier har samlet fans på tværs af alder, baggrund og nationaliteter omkring VM- og EM-slutrunder.

Storskærmen på Islands Brygge er placeret langs havnefronten og er 114 m² – svarende til størrelsen på to gennemsnitlige lejligheder i København. Her vises 49 af de i alt 104 kampe fra den 11. juni til den 19. juli.

Danskerne hepper på Norge og har ingen tillid til Canadas fodboldevner

Ifølge Norstat-undersøgelsen er danskerne klar til at heppe på de norske brødre. Støtten til nordmændene er særligt udtalt blandt danskere i alderen 60+. Danskere under 30 år kigger i stedet sydpå og hepper på Frankrig, der har vundet VM-titlen to gange.

Næstefter Norge holder danskerne på landsplan med Spanien, efterfulgt af Sverige, England, Frankrig og Tyskland. På tværs af aldersgrupper er der bred enighed om ikke at heppe på Canada, til trods for at de er et af sommerens tre værtslande.

Fodboldfesten på Islands Brygge er gratis for alle. Indgangen åbner to timer før hver kamp og har plads til 5.500 efter først til mølle-princippet. Ud over kampene på storskærmen sender TV 2 live fra pladsen både morgen og aften under hele VM.

Kommentarer