112 og retsvæsen

13-årig pige dræbt i Hjallerup. 17-årig dreng anholdt

Vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi meddeler, at man er "så godt som sikker" på, at den 17-årige er den rette gerningsmand til drabet på den 13-årige pige.

En 13-årig pige er mandag aften blevet dræbt i den nordjyske by Hjallerup. En dreng på 17 år og en pige på 13 år blev efterfølgende anholdt.

Den anholdte pige blev umiddelbart efter løsladt, mens den 17-årige dreng skal fremstilles i grundlovsforhør i dag tirsdag. Nordjyllands Politi meddeler, at man er “så godt som sikker” på, at den 17-årige er den rette gerningsmand og oplyser samtidig, at den 13-årige pige, som var meget nær veninde med den dræbte, betragtes som uskyldig.

– Det er vigtigt for mig at sige, fordi hun blev anholdt sammen med den 17-årige. Men det er helt naturligt i den situation, siger han med henvisning til, at de blev fundet sammen i en lejlighed, og at der følger nogle vigtige rettigheder med, når man bliver anholdt, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Ifølge Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune, gik den 13-årige dræbte pige og den 13-årige veninde begge på Hjallerup Skole. Der er blevet sendt en besked ud til skolens lærere, som møder tidligere ind. På den måde kan de både tage imod eleverne og tage hånd om dem, siger han til TV 2s reporter Marie Rønde.

Politiet modtog et 112-opkald klokken 22.10 med melding om en livløs person på Gravensgade 16, som ligger ved Hjallerup Fjernvarme. Kort efter, på et ukendt tidspunkt, blev den 17-årige dreng og den 13-årige pige anholdt. Nordjyllands Politi oplyser, at der er en relation mellem de tre unge, men kan endnu ikke udtale sig om motivet.

Kommentarer