Samfund

7,5 millioner kroner til to fyrede hospitalsdirektører

Regionsformand Anders Kühnau (S) og Regionsdirektør Pernille Blach Hansen kunne i dag tirsdag meddele, at hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen begge er blevet afskediget.

Årsagen er de kritiske konklusioner på to uvildige undersøgelser af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. 

Advokatfirmaet og Kammeradvokat Poul Schmith konstaterer nøgternt, at AUH har overtrådt lovgivningen ved ikke at sikre patienter på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling operation inden for de lovbefalede to uger.

Fejlene karakterises af Kammeradvokaten som  meget grove, set i forhold til reglernes betydning for patienternes helbredelse. Kritikken forstærkes af, at alle fejl blev begået bevidst og fastholdt over en længere periode.

De to fyrede direktører får tilsammen knap 7,5 millioner kroner. Ifølge en aktindsigt dækker Poul Blaabjergs aftale løn for april 2023, 12 måneders løn samt 12 måneders fratrædelsesgodtgørelse, mens Claus Thomsen ud over aprillønnen får seks måneders løn i sit opsigelsesvarsel samt 15 måneders fratrædelsesgodtgørelse.

Sagen går i korthed ud på, at 313 kræftpatienter i perioden den 1. januar 2022-31. marts 2023 har ventet mere end de lovbefalede to uger på operation på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Samtidig har op mod 40 patienter fået fejlagtig eller ingen information om muligheden for at blive behandlet i udlandet.

På baggrund af den konkrete sag har sundhedsminister Sophie Løhde (V) lanceret en genopretningsplan på kræftområdet. Alle fem regioner skal således indrapportere overskridelser de maksimale to ugers ventetid.

Ledelsen i Region Midtjylland har bestilt to uvildige undersøgelser fra henholdsvis Kammeradvokaten og konsulentfirmaet Implement.

Kritikken i de to rapporter førte tirsdag til fyring af hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen.

Kommentarer