Livsstil og forbrug

Boliger sat til salg under coronakrisen sælges hurtigt

Især sommerhuse finder hurtigt en ny ejer under krisen

Hvis man som boligejer overvejede at sætte boligen til salg i marts før coronakrisen, men opgav det på grund af den truende sundhedskrise, så viser nye tal, at man roligt kunne have taget springet.
Der er nemlig stor interesse for og stor efterspørgsel efter nye boliger på mæglernes salgslister, hvilket fremgår af en optælling hos EDC, der viser, at mere end hver tredje bolig sat til salg i perioden fra 11. marts til 30. april allerede har fundet en ny ejer. Den valgte periode dækker netop tiden fra Danmark lukkede i marts.
Det er især sommerhusene, der markerer sig med en høj andel af hurtige salg. På landsplan gælder det, at 45 pct. af de sommerhuse, der er sat til salg under coronakrisen allerede er blevet solgt. Til sammenligning gælder det 41 pct. af ejerlejlighederne og 30 pct. af villaerne. Specielt sommerhuse på Sjælland ryger hurtigt, idet mere end 6 ud af 10 sommerhussælgere har fået solgt på under 2 måneder.
– Da Mette Frederiksen og regeringen lukkede store dele af Danmark oplevede vi at mange opgav at sælge og vores mæglere blev slet ikke inviteret på vurderinger i samme omfang som normalt, fortæller EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. – Det var helt forventeligt, men vi er overraskede over hvor hurtigt køberne vendte tilbage.
Med en stor køberinteresse og afventende sælgere skal udbuddet af boliger til salg falde, og det er også sket. Således har der i dag ikke været færre boliger til salg siden 2006. Udbuddet af boliger til salg er det seneste år faldet 16 pct.
– Køberne følger markedet tæt og holder øje med hvad der kommer af nye sager til salg. Når der er få nye boliger på markedet og mange interesserede købere, vil der naturligt være stor interesse for alt nyt, siger Jan Nordmann.
Udviklingen er yderligere accelereret i maj, hvor boligsalget bedømt på de første 3 uger af måneden kan ende med at være tæt på niveauet for hidtil bedste måned nogensinde. Der var næppe nogen, der for to måneder siden i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at maj 2020 i midten af en pandemi kunne ende med at blive rekordmåneden for boligsalg. Men det kan meget vel ske, så meget tyder på, at det netop nu kan være et rigtigt godt tidspunkt at sætte til salg.

Kommentarer