Debat og politik

Borgere skal inspirere til nye handicapplaner

Processen med at udforme Randers Kommunes nye handicapplaner er gået i gang. Seks borgerworkshops skal bidrage til planerne, og for første gang bliver kommunens plan delt op i to: én for børnehandicapområdet og én for voksenhandicapområdet.
Udviklingen af de to nye handicapplaner for Randers Kommune løber hen over det kommende år. I løbet af oktober og november afholder kommunen seks workshops, hvor borgerne får mulighed for at komme erfaringer og ideer til de nye planer.
Socialudvalget besluttede den 9. november at igangsætte processen med udviklingen af de nye handicapplaner.
– Det er positivt, at processen er bygget op omkring at inddrage borgerne, så planerne også kommer til at bære præg af borgernes ideer og ønsker. Generelt kommer processen til at bære præg af inputs fra både borgere, pårørende, medarbejdere, råd og samarbejdspartnere – fortæller Rosa Lykke Yde, formand for socialudvalget, om arbejdet med udviklingen af de nye planer.
Alle er inviteret til at deltage i de seks borgerworkshops, som alle behandler forskellige temaer. Det gælder både unge, forældre, pårørende, samarbejdspartnere og interessenter. Derudover er Handicaprådet og Udsatterådet inviteret til løbende at komme med inputs og følge udviklingen af planerne.
Den nye plan er delt op i to
Den nuværende handicapplan har været i drift siden 2016. Handiccapplanen er en af flere planer på socialområdet, som sætter de overordnede målsætninger for Randers Kommunes politikker til indsatsområder og de konkrete aktiviteter.
– Udviklingen af to planer i stedet for én betyder, at arbejdet med henholdsvis voksen- og børnehandicapområdet kan blive mere fokuseret og med fokus på udvikling. Det letter også arbejdet, fordi der er forskellig lovgivning på børne- og voksenområdet – forklarer Rosa Lykke Yde.
Ud over forskellige lovgivning for de to områder er børnehandicapområdet omfattet af Børn- og Ungepolitikken, mens voksenhandicapområdet er omfattet af Politik for Borgere med Særlige Behov. De to områder er organiseret af henholdsvis Center for Børnehandicap og Autisme og Center for Voksenhandicap.
Randers Kommune er lige nu i en indsamlingsfase, hvor der samles inputs til de to planer. Selve udarbejdelsen af planerne sker i starten af år 2020. Byrådets forventede behandling af de endelige udkast sker den 9. november 2020.
Tilmelding til de seks workshops finder du HER

Kommentarer