Daniel Wagner fordobler sølvhøst ved paralympiske lege
Daniel Wagner vandt mandag aften sølv i 100 meter ved de paralympiske lege. Det var den anden sølvmedalje for danskeren ved legene i Paris. Tidligere ved legene i Paris vandt Daniel Wagner også sølv i længdespring.
Det er samtidig Danmarks femte medalje ved PL. Målsætningen lyder på i alt otte medaljer, så det nærmer sig.
Daniel Wagner leverede i finalen en imponerende præstation og slog personlig rekord for anden dag i træk på Stade de France – denne gang i tiden 12,08 sekunder.
Dermed skar han yderligere 13 hundreddele af sin rekord, som han satte så sendt som søndag aften i det indledende heat.
Amerikaneren Ezra Frech vandt guld i tiden 12,06 sekunder, så Daniel Wagner var kun to hundreddele fra vinderen.
Brasilianeren Vinicius Goncalves Rodrigues tog bronzen i tiden 12,10 sekunder, så det var en helt utrolig tæt finale.
Dermed endte resultatet for Daniel Wagner med samme udbytte som ved PL i Rio i 2016.
Ved de paralympiske lege er 100 meter-løbet en prestigefyldt disciplin ligesom ved OL. Men mens der ved OL kun dystes i to finaler – en for kvinder og en for mænd – er der langt flere finaler ved PL.
Ved PL i Tokyo for tre år siden var der 29 medaljesæt i spil.
Daniel Wagner sprintede i Paris med om medaljerne i T63-klassen for atleter, der konkurrerer med en benprotese.
/ritzau/
Kommentarer