Kultur og events

Danske Stine Rex slår vild verdensrekord i ultraløb efter mere end 900 kilometer

Ultraløberen Stine Rex er i mål i ny verdensrekord på 910,7 km efter seks døgn rundt om søen i Aabybro for at slå verdensrekorden for kvinder. Hun skulle løbe 901, 8 kilometer for at slå rekorden. Løbet samlede penge ind til SMIL-fonden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Den danske ultraløber Stine Rex har søndag formiddag slået en opsigtsvækkende verdensrekord efter seks døgns løb rundt om en lille sø i Aabybro.

Siden mandag har hun løbet en omgang på 1,44 kilometer igen og igen. Stine Rex skulle gennemføre den 626 gange for at sætte en ny rekord, og det lykkedes. Det regionale medie TV2 Nord skriver, at Rex på seks døgn har løbet mere end de 901,8 kilometer, der skulle til for at slå rekorden.

– Jeg er træt, men jeg er virkelig stolt og glad. Det har været nogle vilde dage. Jeg har mistet min stemme og alle mine negle, men jeg slog verdensrekorden, sagde hun til TV2 Nord, inden hun løb videre kun iført strømper.

Stine Rex nåede i alt op på 913,6 kilometer, før hun kunne lade sig hylde af de mange fremmødte mennesker.

I begyndelsen løb hun sammen med David Stoltenborg, der selv havde ambitioner om at slå mændenes rekord i samme disciplin, men han måtte stå af efter et par døgn på grund af en hofteskade.

Til gengæld har hun haft selskab af mange børn og voksne, som har fulgt hendes færd på nærmeste hold. Undervejs har hun fået selskab på ruten af den ni-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, komikeren Christian Fuhlendorff, musikeren Sussi Nielsen, AaBs superligatrup og mange, mange flere. Også politiet har fulgt hende på ruten rundt om søen i Aabybro i det nordlige Jylland.

Hun hvilede ikke meget de første to dage, men har i gennemsnit sovet omkring tre timer i døgnet, skriver TV2 Nord.

Stine Rex har samtidig samlet penge ind til SMILfonden, der som velgørende forening støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme. Ved 12-tiden søndag var der samlet 710.000 kroner ind.

/ritzau/

Kommentarer