DBU ansøger om at afholde Nations Leagues Final 4-stævne
Parken og Brøndby Stadion kan måske blive værter for de sidste fire kampe i Nations League.
Dansk-Boldspil Union (DBU) vil afholde sommerens Final 4-stævne i Nations League, hvis Danmark er kvalificeret hertil.
Det skriver forbundet torsdag på sin hjemmeside.
I så fald bliver det med kampe i Parken og på Brøndby Stadion.
DBU har officielt ansøgt om værtskabet, der dækker over to semifinaler, en finale og en kamp om tredjepladsen.
– Vi oplevede alle sammen folkefesten under EM i 2021, da vi havde slutrundekampe på hjemmebane i Parken. Muligheden for at afholde Final 4 i Danmark er en fantastisk chance for igen at samle nationen omkring Herrelandsholdet og skabe en ny stor fodboldsommer i Danmark.
– Samtidig er det en unik mulighed for at præsentere fodbold fra allerøverste hylde for det danske fodboldpublikum. Der venter først to svære kampe for at nå Final 4, men vi skal selvfølgelig forfølge muligheden for at give en stor oplevelse for de danske fans på dansk grund, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør i DBU.
Fredag er der lodtrækning til Nations Leagues kvartfinaler, som afvikles over to kampe i marts. Her trækker Danmark en gruppevinder – enten Portugal, Tyskland eller Frankrig.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udvælger ifølge DBU to mulige værter af Final 4-stævnet. Hvis ingen af de to kvalificerer sig til Final 4, kan stævnet få en neutral vært.
DBU har i sin ansøgning dog betinget sig, at Danmark skal være kvalificeret, hvis man skal være vært.
De mulige værter bliver udpeget 16. december.
/ritzau/
Kommentarer