Samfund

Epidemi på vej ind over Danmark, og det er ikke en ny Corona

Genrefoto. Statens Serum Institut.

Danmark rammes fra tid til anden af kighosteepidemi og den sidste var i 2019. Nu meddeler Statens Serum Institut, at en ny er under opsejling.

Cheflæge og professor ved Aarhus Universitets Hospital, Lars Østergaard forklarer, at timingen er noget lig den seneste kighosteepidemi.

– Vi ser med jævne mellemrum – hvert fjerde til femte år – en kighosteepidemi. Det er der som sådan ikke noget nyt og epokegørende i, men vi ser det altså ikke hvert år, lyder det fra cheflægen i en udtalelse til JP.

Ifølge ham er det typiske sygdomsbillede, at man udvikler en tør hoste og higer efter vejret efter hosteanfald.

– Det kan også ledsages af opkastning og dårlig almen tilstand. Særligt børn og spædbørn er i risiko for, at det kan blive alvorligt og kræve hospitalsindlæggelse. Når man er barn, er der nogle andre forhold for ens luftveje, der gør, at sådan en omgang kan være voldsom. Og helt nyfødte er jo altid mere sårbare, siger han.

Ifølge SSI forekommer kighoste i alle aldersgrupper, men der ses typisk en overvægt af tilfælde blandt børn under et år samt blandt større børn og unge. Der er ofte en højere forekomst blandt voksne i alderen 40-50 år, hvilket formentlig skyldes, at forældre til børn med kighoste selv bliver testet, vurderer SSI.

Kommentarer