112 og retsvæsen

Filippa-sagen: 32-årig mand sigtet for fuldbyrdet voldtægt, vold og kidnapning.

Klokken 11.00 mandag formiddag indledtes der grundlovsforhør ved Retten i Næstved af den 32-årige mand, som i går søndag blev anholdt på sin bopæl i Korsør.

Anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Susanne Bluhm oplyser at sigtelsen lyder på fuldbyrdet voldtægt, vold, trusler og kidnapning af den 13-årige Filippa, som forsvandt lørdag i Kirkerup.

I retten er det også kommet frem, at den 32-årige mand samlede pigen op lørdag klokken 11.43. Herefter skulle han have kørt hende til to adresser, hvor den sidste også er mandens bopæl i Svenstrup ved Korsør.

Det var på denne adresse, at politiet fandt den 13-årige søndag klokken 14.48, hvor manden samtidig blev anholdt.

Politiet har ransaget adressen søndag eftermiddag og aften.

Mandag formiddag arbejder politiet igen på adressen, og den afspærring, der har været siden søndag, er blevet udvidet. Både politi og kriminalteknikere arbejder på stedet.

Den 32-årige erkender delvist sigtelsen, oplyser hans forsvarer, Jens Otto Johansen, i retten. Han anmodede desuden retten om, at der nedlægges navneforbud i sagen, samt at retsmødet afholdes for lukkede døre, hvilket blev efterkommet af dommeren.

Søndag klokken 15 afholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et pressemøde, hvor to tydeligt berørte politifolk kunne meddele, at de netop havde fortalt familien, at Filippa var blevet fundet i live. Her kunne de samtidigt oplyse, at den 32-årige mand var blevet anholdt.

Kommentarer