Fire nye byer og en genganger skal være værter for Royal Run 2025
Danskerne kan næste år løbe med ved Royal Run i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg. Det oplyser motionsløbet fredag.
Alle fem værtsbyer for Royal Run 2025 er nu offentliggjort og København og Frederiksberg skal for syvende gang lægge asfalt til Royal Run i 2025.
– Det er med stor glæde, at vi nu præsenterer værtsbyerne til denne syvende udgave af Royal Run. Royal Run er en national begivenhed, der samler danskerne på tværs af hele landet, og hvor hver kilometer er en fejring af fælles bevægelse.
– Vi er sikre på, at disse fem værtsbyer vil bidrage til at skabe en uforglemmelig dag, hvor motion og fællesskab er i centrum, siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af motionsløbets styregruppe.
Royal Run blev afholdt for første gang i 2018, da den daværende kronprins Frederik fyldte 50.
I år blev der sat deltagerrekord med 95.330 tilmeldte, der snørede løbeskoene i de fem værtsbyer, Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg.
Motionsløbet bliver arrangeret af Bevæg dig for livet, som er et initiativ mellem idrætsorganisationerne Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.
København/Frederiksberg er den eneste genganger blandt årets værtsbyer, der har tradition for at skifte mellem byer i hele landet.
Tidligere har blandt andet Brønderslev, Fredericia, Aalborg, Aarhus og Sønderborg.
–Vi ser frem til, at Royal Run rykker ud i flere dele af landet, hvor vi forhåbentligt kan motivere endnu flere til mere motion.
– Særligt de mere uerfarne motionister glæder vi os til at vise, at motion kan være sjovt, især hvis den dyrkes i fællesskab, siger Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF og medlem af motionsløbets styregruppe.
Salget af startnumre til Royal Run 2025 forventes at åbne i løbet af november.
/ritzau/
Kommentarer