112 og retsvæsen

Flere anholdt efter fældet træ dræbte 55-årig bilist i Sorø

I nat kort efter midnat afgik en 55-årig mand ved døden, da et større træ, som var blevet fældet, væltede ned over den 55-åriges bil, netop som den kom kørende ad Parnasvej i Sorø.

Tidligere i går aftes klokken 22.37 fik politiet en lignende anmeldelse om et fældet træ, der lå hen over Slagstrupvej syd for Havrebjerg ca. 100 meter fra Kalundborgvej. Ingen kom til skade i dette tilfælde.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har det meste af natten og hele dagen i dag arbejdet på højtryk for at afdække, hvad der sket, og hvem der kan stilles til ansvar. Efterforskningen har nu ført til, at flere personer er blevet anholdt.

På et indkaldt pressemøde onsdag klokken 18.30 sagde politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver:

– En 55-årig mand har været ramt af et overfald, som man ikke har kunnet forestille sig ,når man kommer kørende en stille aften.

– Når nogen på den måde begår en så farlig forbrydelse, er det noget, vi ser på med største alvor. Vi har besluttet at sigte de anholdte for drab og en meget alvorlig fareforvoldelse. Det er en særdeles alvorlig forbrydelse. Vi har arbejdet på højtryk for at få belyst sagen bedst muligt.

– Anholdelserne er sket i vores nærområde, og vi vil ikke komme nærmere ind på det af hensyn til efterforskningen. Vi kan som nævnt ikke afvise, at der kommer flere anholdelser.

– Det er en dybt tragisk sag, og vi sender vores allerstørste kondolencer til de nærmeste, afslutter Kim Kliver, politiinspektør på Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

 

Kommentarer