Flot akustik og kaffe på kanden til de sangglade
Oktoberfællessang på Randers Bibliotek.
Dagene bliver kortere, og vi rykker tættere sammen for at holde varmen. Og så er det bare dejligt at synge sammen.
Det får man chancen for på Randers Bibliotek til eftermiddagssang på Hovedbiblioteket tirsdag den 8. oktober kl. 16. Her vil månedens sangvælger, Jørgen Holmegaard, stå i spidsen for en halv time i fællessangens tegn.
Jørgen Holmegaard har været bosiddende i Randers i 50 år.
– Mine forældre har sunget i Randers Bykor i hele mit liv, så jeg er opflasket med korstemmer, der blev indøvet på klaveret i stuen – fortæller Jørgen Holmegaard.
Han begyndte til klaver i 2. klasse, og i gymnasiet begyndte han at spille i forskellige bandkonstellationer. Dette førte til en professionel tilværelse som en tredjedel af projektet ‘Marie Frank’ med pladekontrakt, flere udgivelser og utallige livejobs i ind- og udland.
Jørgen fortsætter – Jeg har ikke selv været en del af et kor, men jeg kender til fornemmelsen af at få noget til at virke sammen med andre. Og man er ikke i tvivl, når det virker. På SmukFest i 2000 spillede jeg en koncert med Marie Frank, hvor 20.000 mennesker sang med på numre, jeg havde været med til at forme. Så får man gåsehud. Det gør man også, når man til en forårskoncert på Rismølleskolen får alle til at synge med på Sigurds Go’natsang – simpelthen fordi det er et moment af fællesskab.
Jørgen Holmegaard glæder sig til at være sangvælger til eftermiddagssang. Og med et glimt i øjet udtaler han: – Jeg forbereder mig ved at kigge i Højskolesangbogen, der indeholder meget godt, men mon ikke det også skulle være muligt at finde et par gode sange, der ikke kom med i den?”
Skulle man trænge til noget varmt til halsen undervejs i programmet, vil der være kaffe på kanden til de fremmødte. Det er som altid gratis at være med til fællessang på Randers Bibliotek, og ingen tilmelding er nødvendig.
Kommentarer