Debat og politik

Folketingsmedlem for Moderaterne smidt ud – må ikke være kæreste med pige under 18 år

Folketingsmedlem for Moderaterne Mike Villa Fonseca smidt ud af partiet for brud på partiets adfærdskodeks.

Sent fredag aften kom det frem, at folketingsmedlem for Moderaterne Mike Villa Fonseca er fortid hos Moderaterne.

Begrundelsen er, at han er i fast forhold med en pige på under 18 år, hvilket strider mod partiets interne adfærdskodeks, hvor det fremgår, at “deltagelse i seksuelle aktiviteter med børn (personer under 18 år) er ikke tilladt”.

Sagen har været kendt internt i partiet en lille uges tid, men har nu medført, at Mike Villa Fonseca går på sygeorlov og vender ikke tilbage til partiet.

Teknisk set betyder det, at hans suppleant får sæde i folketinget (fortsat for Moderaterne) og først når eller hvis Mike Fonseca vender tilbage som løsgænger, mister partiet sit mandat.

Formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen siger i et interview fredag aften til TV2, at det er ham selv, der har meddelt Mike Villa Fonseca, at han ikke kan fortsætte i partiet.

Partiformanden vil ikke forholde sig til, om Mike Villa Fonsecas eksklusion de-facto betyder, at regeringen, hvis Fonseca vender tilbage som løsgænger, vil miste sit flertal, og falde til 87 mandater, når man fraregner de nordatlantiske mandater.

 

Kommentarer