Foreningsfællesskab bygger bro over kommunegrænser
Debatindlæg af Rolf Ebbesen. Formand Team Nørreå Gymnastik. Vester Velling, 8860 Ulstrup,
I år har Team Nørreå 50års jubilæum. Da foreningen Nørreå IF, som ligger ved Skjern Stadion mellem Løvskal og Tindbæk, blev dannet af lokale ildsjæle tilbage i 1970, så ”foreningsdanmark” ganske vist meget anderledes ud. Det samme gjorde både skoledistrikter, kirkesogne og kommunegrænser. Meget vand er løbet gennem Nørreå siden da.
I dag oplever vi som forening, at det er bydende nødvendigt, at vi tænker nyt og anderledes. Vi kæmper dagligt for at skabe de bedste betingelser for vores i alt 229 medlemmer og frivillige instruktører. Som et naturligt led i vores udvikling har vi på andet år i træk som eksempel valgt at tilbyde sommeridræt på Skjern Stadion og med mere end 20 børn deltagende fra 2. – 9. klasse, må dette betegnes som en succes. Dertil har vi i år fået 10.000 kr. fra DGI til vores nye projekt ”Fitness på tværs”, som tilbyder fitnesstræning for alle aldre.
Team Nørreå ser det som en helt naturlig udvikling her i 2020, at vi, som forening, er med til at bygge bro og skabe nye samarbejdspartnere i og omkring Nørreådalen. Dette samarbejde har vi allerede bidraget til med vores fodboldafdeling, hvor Team Nørreå bl.a. samarbejder med Trojka IF. Team Nørreå Bordtennis har ligeledes stor succes med sine tilbud i både Hammershøj, Bjerringbro og Randers. Nyeste skud på stammen er vores deltagelse sammen med Vester Velling IF og Ålum Beboerforening omkring et nyt ”outdoorkoncept”, som starter med det nye kajakhotel ved Ålum, der netop i disse dage er ved at blive opført som et led i et større rekreativt projekt ved Ålumbroen.
Nu er vi klar til et helt nyt og super spændende projekt, som skal gøre det muligt at dyrke naturen, fællesskabet og forskellige idrætsgrene på ét og samme sted; ”Multihuset Nørreå”. Her skal man kunne udforske Nørreådalens natur og fritidskultur – både udendørs og indendørs, hvor sund kost og motion går hånd i hånd med naturoplevelserne.
Som aktivt deltagende idrætsforening i projektet ønsker vi at være med til at skabe et moderne og tidssvarende rum for fællesskab på tværs af kommunegrænser, alder, køn og interesser. Vi deltager i projektet, som allerede nu ligger tegnet og klar af DGI facilitering. Men der er selvfølgelig altid plads til flere ideer og nye vinkler på projektet, som udvikles løbende.
Team Nørreå ser frem til bl.a. at kunne tilbyde foreningsfitness i vores nye fitnesslokale, indendørs springfaciliteter med stortrampoliner og nedspringsmåtter, floorball og badminton. Dertil kommer alle de nye udendørs faciliteter, som vi vil benytte i forbindelse med vores outdoorsamarbejde med bl.a. Vester Velling IF og Ålum Beboerforening.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er meget begejstrede for projektet, men vi er samtidig også bevidste om, at alle disse nye og spændende tilbud i Nørreådalen kun er levedygtige, hvis projektet får en god opbakning. Vi er derfor meget glade for, at mere end 40 virksomheder i lokalområdet bakker projektet op. Nørreå Friskole og Børnehus med sine ca. 150 børn og unge er også aktivt involveret. Dertil kommer menighedsrådet, Løvskal Lokalråd og vores lokale støtteforening. Det er netop dette fællesskab, som skal danne fundamentet for projektet.
Sidst men ikke mindst har Team Nørreå længe ønsket at være med i et projekt, som igen kan være med til at sætte fokus på det skønne fællesskab og fritidsliv, som vi i mere end 50 år har været en del af i Nørreådalen. ”Ud i det blå med projekt Nørreå” og især ”Multihuset Nørreå” vil danne ”adgangsportalen” til både vores smukke natur og fritidskultur, og samle alle trådene ét sted. Fokus bliver netop at åbne Nørreådalen op for det store fællesskab – på tværs af kommunegrænserne.
Team Nørreå melder sig klar på banen!
Kommentarer